adamsonstatyettenSiden debuten i 1985 har Sussi været blandt Danmarks allermest populære tegneserieskabere med tegneserier som Nofret, Eks Libris, Aida Nur, Dalila den Drevne, Zainab, Egtved Pigen, De vilde Svaner, ØrstedogKøbenhavnermysteriet. Foreløbig 33 tegneseriealbum er det blevet til. Sussi har desuden leveret tegneserier til en række forlag og organisationer. For en komplet oversigt over Sussis produktion siden 1982, se det store indeks bag i bind 7 af Sussi Bechs Samlede Værker.

Sussi modtog i 2015 den fornemme Adamsonstatyetten ved en ceremoni i Stockholm, hvor Svenska Serieakademin fejrede sit 50 års jubilæum. Sussi har desuden modtaget BØFA Prisen, Ping Prisen, Orla Prisen, Birkerød Kulturpris, Hanne Hansen Prisen og Det Danske Tegneseriekonvents pris. I 2021 blev Sussi optaget i Kraks Blå Bog.


Sussi Bechs Samlede Værker

Forlaget Eudor gik i efteråret 2016 i gang med udgivelsen af “Sussi Bechs Samlede Værker”, der samler alle Sussis tegneserier fra perioden 1985-2012 i syv store luksusbind:

Historierne er i flere tilfælde nyfarvelagt, scannet ind påny fra Sussis originale farvelægninger eller restaureret digitalt, og hvert bind byder på et omfattende ekstramateriale.

Om “Sussi Bechs Samlede Værker” skrev Søren Vinterberg i Weekendavisen 11.1.2019:

Er der nogen, der fortjener at få sine Samlede Værker udgivet, er det hende.

Nofret

Tegneserier - Nofret bind 1-12
Nofret bind 1-12

Siden 1986 har Sussi koncentreret sine tegneserier om det gamle Ægypten, hvor hun med den kretensiske prinsesse Nofret som hovedfigur har bragt læseren rundt i oldtidens middelhavslande som vidne til datidens politiske og religiøse intriger.

Serien er solgt i over 80.000 eksemplarer alene i Danmark.

Disse bind foreligger på dansk:

  • Nofret 1: Flugten fra Babylon, Carlsen 1986
  • Nofret 2: Amons gemalinde, Carlsen 1987
  • Nofret 3: Kætterkongens hof, Carlsen 1988
  • Nofret 4: Den sidste Minos, Carlsen 1989
  • Nofret 5: Rejsen til Hattusas, Carlsen 1991
  • Nofret 6: Den hemmelige traktat, Carlsen 1992
  • Nofret 7: Med døden om bord, Carlsen 1993
  • Nofret 8: Gravrøverne, Carlsen 1995
  • Nofret 9: Nattens hævner, Carlsen 1998
  • Nofret 10: Kiya, Carlsen 2001
  • Nofret 11: Bagholdet i Tempelsøen, Carlsen 2004
  • Nofret 12: Nilens fange, Faraos Cigarer 2011
  • Nofret 13: Tutankhamon, Eudor 2022
  • Nofret: Slave i Levanten, Eudor 2019

Nofret på andre sprog

Bind 2-5 er udkommet på fransk og hollandsk, bind 1-6 på svensk og bind 1-2 på indonesisk. Serien har desuden været bragt i Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende, Aarhus Stiftstidende og Aalborg Stiftstidende.

LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke vidste om Sussi Bechs “Nofret”.

Eks Libris

I årene 2009 til 2020 leverede Sussi den ugentlige tegneserie Eks Libris til Weekendavisens bogtillæg, siden oktober 2010 med sin mand Frank Madsen som tekstforfatter.

Serien er en satire over det litterære miljø i meget bred forstand, koncentreret omkring forfatterne Finn Sysholm, Zenia Nyker og Sune Lynder, redaktørerne Annika og Lise, et par bebrillede boghandlere, to storbarmede bibliotekarer med knold i nakken m.fl.

Om “Eks Libris” skrev Jyllands-Postens kulturredaktør Jakob Levinsen:

“Sussi Bech og Frank Madsen formår at skildre den litterære verden mindst lige så underholdende, inspireret og indimellem decideret bidende, som mange af deres emner selv gør det.” (5 stjerner)

Den store Finn Sysholm

I 2024 udkom samleværket Den store Finn Sysholm, der i stort format gengiver de 235 bedste striber kommenteret af Frank Madsen og med en sideløbende tekst af Finn Sysholm, der år for år genkalder begivenhederne i dansk og international litteratur i årene 2010-2020.

Aida Nur

Afsluttet to-bindsværk fra 1991-93 inspireret af virkelighedens myteomspundne udgravning af Tut-Ank-Amons grav i 1920erne:

Aida Nur er danser på en ægyptisk kabaret, som ejes af antikvitetshandleren Mohassib.
En dag finder hendes venindes lille søn en faraograv i nærheden af Luxor, og veninden giver Aida Nur til opgave at smugle oldsagerne til Cairo og sælge dem.
Mohassib er imidlertid ikke tilfreds med Aidas tilbud. Han kræver adgang til hele graven og truer hende til at afsløre dens beliggenhed.
Men også den engelske lord Cnarvorn og arkæologen Alistair har fået færten af noget stort, og snart udvikler historien sig med intriger og mord…

Forlaget Eudor har udgivet en samlet luksusudgave af Aida Nur på 128 sider i hardback. Udgivelsen er 2. bind i samleserien “Sussi Bechs Samlede Værker” og indeholder masser af ekstramateriale.

LÆS OGSÅ: Uventet hjælp fra et fotoalbum med billeder fra åbningen af Tutankhamons grav 

Dalila den Drevne

Tegneserier - Dalila den Drevne

Sussis allerførste tegneserieværk, påbegyndt da hun endnu gik i gymnasiet. Historien er fra “1001 nat”, som Sussi læste i Hasselbalchs udgave fra 1967, men fortalt i en meget fandenivoldsk og bramfri tegneseriestil, hvor der er fart over feltet, når enken Dalila den Drevne og datteren Zainab den Lumske sætter sig for at tage kampen op med alle de plattenslagere og fupmagere, der i deres øjne har held til at fedte og snyde sig til tops i Harun al-Rashids Bagdad. Det mener Dalila og Zainab, de kan gøre meget bedre end Ali Kviksølv, Skurve-Ahmed og Plage-Hassan.

Den næsten 100 sider lange tegneserie blev i 1993 udgivet som to 48-siders tegneseriealbum i sort/hvid under serietitlen “Fra Sussi Bechs arkiv”.

I 2016 udgav Forlaget Eudor en samlet, nyfarvelagt luksusudgave af Dalila den Drevne på 120 sider i hardback. Udgivelsen er 1. bind i samleserien “Sussi Bechs Samlede Værker” og indeholder masser af ekstramateriale. Den er netop optrykt i 3. oplag.

LÆS OGSÅ: Sussi Bechs seje tegneseriekvinder gennem 35 år

Zainab

Tegneserier - Zainab
Zainab

Sussi Bechs debutalbum udgivet i 1985 efter at have været publiceret i Berlingske Tidende. Da Sussi i 1980 henvendte sig til forlaget Interpresse med serien Dalila den Drevne, bad forlaget hende lave en ny 46 siders fortælling med Dalila og Zainab. Det blev til albummet “Zainab”. Historien er inspireret af 1001 Nat-eventyret “Harun Al-Raschid og Barmakidernes Død”, der bygger på virkelige begivenheder i 800-tallets Bagdad. Harun al-Raschids yndlingssøster Abbasah skal giftes med Giarfar og Zainab er ligeledes lovet bort til Ali. Ali gør imidlertid oprør mod kaliffen og fængsles. Zainab presser nu den modstræbende Abbasah til at hjælpe Ali.

Udsolgt efter 3 uger

Som flere af forlaget Interpresses stort anlagte projekter måtte “Zainab” vente et par år pga. forlagets økonomiske problemer i begyndelsen af 1980erne, før det udkom som album og solgte 10.000 eksemplarer på tre uger!

Egtved Pigen

Tegneserier - Egtved Pigen
Egtved Pigen

Tegneserie baseret på Ebbe Kløvedal Reichs musical af samme navn. Sussi har nyfortolket historien og omsat handlingen til tegneserie i tekst og billeder. Albummet er produceret af Nyt Dansk Musik Teater under ledelse af Kim Sørensen.

Handlingen: “I Ådalen hersker den vellidte og mægtige høvding Algot over Solens udvalgte folk. Sammen med sin familie ærer Algot Solguden, og takket være rige ofre får dalens bønder hvert år en givtig høst og øget velstand. Men storbonden Vult og hans ærggerrige kone har ambitioner om at forene Ådalens to store familier gennem ægteskab mellem deres søn, Solfin, og Algots ældste datter, Aia. En forbindelse, som en dag skal gøre Solfin til høvding over Ådalen. Kærligheden kommer på tværs af den magtsyge Vults planer, da Aia forelsker sig i smedelærlingen Ugi, en af de fremmede, som i stadigt større tal har bosat sig udenfor byen. Vult udnytter landsbybøndernes spirende uvilje mod de nye tilflyttere til at piske en stemning op, så de elskende ser sig nødsaget til at flygte ud i sumpene. Sumpene gemmer på en frygtelig hemmelighed, og da hadet først har fået overtaget, er det endegyldigt forbi med freden i Ådalen.”

De vilde svaner

Tegneserier - De Vilde Svaner

I 1998 lavede Sussi et album for Bogfabrikken, der nyfortolkede brødrene Grimms og H. C. Andersens eventyr:

Handlingen: “De vilde Svaner er fortællingen om den stakkels Elisa, hvis seks brødre bliver forvandlet til svaner af deres onde stedmoder. Hun får at vide at hun kan redde dem, hvis hun laver seks særke af brændenælder til dem. Men mens hun arbejder på særkene, må hun ikke tale, for så vil hendes brødre dø! Det er ikke nogen nem opgave. Og den bliver bestemt ikke lettere, da landets konge kommer ridende forbi og forelsker sig i hende.”

Ørsted – Han satte strøm til verden

#HCØ2020 H.C. Ørsted elektromagnetisme 200 årI 2020 skrev og tegnede Sussi tegneserien om H.C. Ørsted, “Ørsted – Han satte strøm til verden”, i samarbejde med Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen. Det er første gang, H.C. Ørsteds liv er blevet skildret som tegneserie, og udgivelsen blev da også en omgående succes, da den udkom 22. juni i 200-året for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen: Med over 5.000 solgte eksemplarer er “Ørsted” den mest solgte danske tegneseriefortælling fra 2020.

Foreløbig er der trykt 6 oplag og der er også produceret en engelsk udgave, “Ørsted. He electrified the world”, med støtte fra Povl M. Assens Fond.

“Det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted”

I fagbladet Ingeniøren kaldte Jens Ramskov ligefrem “Ørsted” tegneserien “det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted, som jeg hidtil har set”. “Tegneserien er et visuelt, originalt og begavet bidrag til forståelsen af Ørsted og hans samtid med fine tekniske forklaringer og illustrationer.”

I nummer9.dk roste historikeren Thomas Ole Brask Jørgensen “Ørsted” tegneseriens mix af formidling og underholdning og gav tegneserien 5 ud af 6 stjerner:

“Dansk kultur og åndsliv blomstrer i 1820. Det samme gør den flotte og underholdende livsfortælling om Danmarks måske største naturvidenskabsmand, som for 200 år siden opdagede elektromagnetismen,” skriver han og tilføjer, at tegneseriens ophavsmænd løfter “fortællingen om Ørsted ud til en bredere skare af læsere ved at underholde og forklare på samme tid i en nem tilgængelig form. Sagt med andre ord: De giver en letlæst, men alligevel dyb indsigt i Ørsteds tanker, tid, opdagelser og bedrifter. Det er også en fin skildring af Danmark og København på Frederik d. 6 tid. Man får indblik i samfundets udvikling, og om de politiske og filosofiske strømninger, der fyldte dengang. Bechs og Miltons streger står skarpt med fine detaljer i varme og lyse farver på lækkert kvalitetspapir. Ørsteds tænksomme skelen er godt set, og Ritters forsøg på egen krop forener komik med saglighed. De mange videnskabeligt nøjagtige tegninger er en fryd for øjet, de efterlader læseren med lysten til mere.

LÆS OGSÅ: H.C. Ørsted og elektromagnetismen
LÆS OGSÅ: Vidste du det om Anders og H.C. Ørsted?

Københavnermysteriet

Foråret 2023 udkom Københavnermysteriet, en tegneserie-thriller, hvor handlingen er henlagt til Københavns museer og seværdigheder ved nattetide, og hvor hovedpersonerne – og læseren – indføres i 2.500 års fysikhistorie og kommer på sporet af, hvordan naturens kræfter hænger uløseligt sammen og (måske) udspringer af den samme urkraft.

De fire gymnasieelever Thomas, Astrid, Beck og Guldbrandtsen har dannet den hemmelige loge Per Segnities ad Astra (Med dovenskab mod stjernerne) med det uædle formål at slippe så nemt igennem gymnasiets fysiktimer som muligt. Sammen har de svoret en dyr ed om aldrig at åbne en fysikbog eller aflevere en fysikrapport, de selv har skrevet.

Men en dag modtager de hver et brev fra den mystiske ”F” om at give møde klokken 20 forskellige steder i København. Efter hver især at være troppet op på Glyptoteket, Cisternerne på Frederiksberg, Rundetaarn og Det Kongelige Biblioteks gamle læsesal, kun for at få en lang næse, beslutter de fire at arbejde sammen om at fange “F”. Sporene fører dem til de historiske lokaler og underjordiske gange på Niels Bohr Instituttet i København og en lang nat, hvor jagten på “F” kulminerer. Om eleverne når at afsløre ”F” og stifte bekendtskab med fysikkens hellige gral i form af den endelige Teori om Alting, skal ikke afsløres her.

Tegneserien er lavet i samarbejde mellem Frank Madsen (manus), Sussi Bech (tegninger) og Jens Olaf Pepke Pedersen (idéoplæg og videnskabelig tovholder).

Lige nu arbejder Sussi på to nye tegneserieprojekter, det ene med videnskabshistorisk tema (om seismologen Inge Lehmann) og det andet med middelalderhistorisk tema. Det første udkommer i 2025, mens det andet tidligst udkommer i 2026.