Med forlaget Eudors samlede luksushardcover i farver er det faktisk tredje gang, Sussis ungdomsværk “Dalila den Drevne” bliver gjort tilgængeligt for offentligheden.
Denne artikel fortæller om de tre meget forskellige udgaver. Men først Sussis egen beretning om tegneseriens tilblivelse, da hun i slutningen af 1970’erne gik på Birkerød Statsskole hjemme i Birkerød.
De følgende citater er hentet fra det tyve sider lange efterskrift i forlaget Eudors nye udgave:
Skurve-Ahmad, Plage-Hassan og Ali Kviksølv
»I slutningen af 1960’erne udgav Steen Hasselbalchs forlag 1001 Nats Eventyr. Det var første gang, de forelå på dansk i uforkortet form, og det vakte dengang stor opmærksomhed. Jeg begyndte at læse samlingen som teenager i begyndelsen af 1970’erne. Det, der gjorde størst indtryk på mig under læsningen, var ikke de erotiske scener. Det var den grænseløse brutalitet og sorte retfærdighed, der som en selvfølge var en del af i historiernes logik. For slet ikke at tale om nedgørelse af sorte, kristne og jøder og undertrykkelsen af kvinder.
Der er noget sprælsk i mange af eventyrene i 1001 Nat, og jeg morede mig over det blomstrende sprog. At den øverstkommanderende for kaliffens livvagt præsenteres med ordene “Mustafa, gadens svøbe” siger alt om, hvad han er for en person. Også navne som Skurve-Ahmad, Plage-Hassan og Ali Kviksølv taler til fantasien – de to første er udskud, kaliffen forfremmer til højtstående embeder på grund af deres snedige talenter. Sidstnævnte er simpelthen umulig at fange. Den slags var der meget af.
Dalila den Drevne: frygtløse svindelnumre
Jeg var barn i rødstrømpebevægelsens tid. Netop derfor var det naturligt, at jeg faldt for historien om Dalila den Drevne. En dame, der frygtløst kaster sig ud i alverdens svindelnumre for at opnå kaliffens gunst. Dalila og Zainab var to kvinder, der udfordrede magthaverne og satte hele Bagdad på den anden ende med deres initiativ og snedighed. Det facinerede mig, at Dalila og Zainab havde en bevægelsesfrihed i det lukkede, strengt religiøse samfund.
Arbejdet med Dalila strakte sig over tre år. Fra 1977, hvor jeg gik i 2.g på Birkerød Statsskole, til 1980, hvor jeg næsten var færdig med andet år på Skolen for Brugskunst. Den, der i dag hedder Danmarks Designskole. I begyndelsen, mens jeg stadig boede hjemme i Birkerød og gik på gymnasiet, sad jeg i skrædderstilling i mine forældres sofa i stuen. Her tegnede jeg Dalila den Drevne med pen og tusch, mens jeg lyttede til musik fra vinylplader på min fars store stereoanlæg. Det med tegneborde og korrekte arbejdsstillinger var noget, der kom til senere.
Tegnestuen Gimle
I 1980 kom jeg med i den nystartede tegnestue, Gimle, der lå i en baggård i Linnésgade nær Nørreport Station. Det var primært folkene omkring Valhalla-tegneserien, Peter Madsen, Søren Håkansson og Henning Kure, der stod bag. Men Freddy og Ingo Milton var også med om bord. Senere kom Per Vadmand til. Fra da af delte jeg al min tid mellem tegnestuen og Skolen for Brugskunst, som jeg tog afgang fra i foråret 1983.
Henning Kure var dengang ansat som albumredaktør på Interpresse. Han viste interesse for mine tegninger. Men min Dalila-serie var med sine omkring 100 sider for lang til at passe ind i albumformatet. Det skulle dengang pinedød være på 48 sider. Jeg foreslog, at jeg skrev en efterfølger til “Dalila den Drevne”, men med de samme figurer. Det blev til “Zainab”, der blev min officielle debut.«
Første udgave: Føljeton i “Sprint”
I nogle år henslæbte de 100 sider med “Dalila den Drevne” en kummerlig tilværelse i Sussis arkivskuffer på Tegnestuen Gimle.
På det tidspunkt var to skoledrenge fra Solrød Strand, Gorm Transgaard og Mads Stoumann, flittige gæster på tegnestuen. Mads Stoumann udgav et fanzine om tegneserier. I 1986 startede han også det fotokopierede tegneserieblad “Sprint”, som bl.a. blev solgt via tegneseriebutikken Fantask.
Den altid entreprenante Mads gik på jagt i tegnestuens skuffer. Her fandt han “Dalila den Drevne”, som han fik lov til at bringe som føljeton i sit blad. Denne allerførste udgivelse af “Dalila den Drevne” var i sort/hvid, i A5-format. Den er i dag meget svær at opdrive. “Sprint” lukkede, uden at hele serien nåede at blive bragt.
Anden udgave: “Fra Sussi Bechs Arkiv”
I begyndelsen af 1990’erne var Stig Ultima begyndt at udgive tegneseriealbum på sit eget forlag. Det var en tid, hvor de to store, danske tegneserieforlag, Carlsen og Interpresse, var blevet fusioneret til ét kæmpeforlag med hovedsæde i Bagsværd.
Hverken Carlsen eller Interpresse udtrykte interesse for at udgive “Dalila den Drevne”. Så da Ultima i 1993 spurgte om lov til at udgive serien som to album i sort/hvid, sagde Sussi ja tak. De to album fik fællestitlen “Fra Sussi Bechs Arkiv” for at vise, at de ikke repræsenterede Sussis kunstneriske niveau i 1993, men var et ungdomsværk. Det var én af bekymringerne, Carlsen og Interpresse havde haft, da de afslog at udgive serien.
Oplaget var 3.000 af hvert af de to bind, og de blev snart udsolgt. Sussi havde tegnet nye forsider til de to album, “Ballade i Bagdad” og “Tyven fra Cairo”. Dem farvelagde hun på computer – noget dengang helt nyt og smart. Sussi havde desuden omtegnet en masse ansigter, figurer og baggrundsdetaljer. Og hun fik endelig taget sig sammen til at tegne seriens to sidste sider, hvor Ali Kviksølv ikke gider hører mere vrøvl og “frier” til Zainab.
De to Ultima-album er i dag en eftertragtet samlerobjekt. Ultima-udgaven fra 1993 koster 1.200 kr. antikvarisk hos Pegasus, et tegneserieantikvariat i Nansensgade.
Tredje udgave: Luksusudgaven i farver!
I 2013 blev seriens 100 sort/hvid-plancher scannet ind. Sussi gik nu i gang med at give serien endnu en overhaling.
Især har Sussi tilføjet baggrunde i farvelægningen flere steder. Bagdads basarer i 2016-udgaven fremstår dermed endnu mere levende end i 1986- og 1993-udgaverne.
»De sidste par år har jeg i ledige stunder farvelagt og digitaliseret hele serien. Så nu kan nye og gamle læsere endelig læse historien sådan, som den fra starten var tænkt – i farver,« slutter Sussi i sit efterskrift til 2016-udgaven, der er den ultimative udgave af “Dalila den Drevne”.
»Der er masser af ungdommelig energi over albummet, og selvom man sagtens kan se, at det ikke er en tegner, der har udviklet sin stil fuldt ud, så er rigtigt mange af de virkemidler og stiltræk, man kender fra Sussi Bechs senere bøger faktisk tæt på at være på plads.« Sådan skriver bibliotekar Michael Lindal Andersen i sin lektøranmeldelse til bibliotekerne.
“Dalila den Drevne” kan bestilles her.
Frank Madsens og Sussi Bechs billedbog fra 2009, Søren tror ikke på bøhmænd, er blevet genudgivet som e-bog 1. november efter at have været udsolgt i flere år. Den er allerede flittigt lånt ud.
I årenes løb er den blevet tildelt store, internationale navne som Chester Gould, Harvey Kurzman, Charles M. Schultz, Hal Foster, Robert Crumb, Hergé, René Goscinny, Mort Walker, Jean “Moebius” Giraud, Gérard Lauzier, André Franquin, Jacques Tardi, Art Spiegelman, Claire Bretécher, Frank Miller, Bill Watterson, Neil Gaiman, Don Rosa, Enki Bilal, Daniel Clowes, Joe Sacco, Chris Ware, Frode Øverli, Charles Burns, Garry Trudeau, Jean van Hamme, Alejandro Jodorowsky, Pierre Christin og Jean-Claude Mèzieres. Kun én gang er den gået til en dansk tegneserieskaber, nemlig Peter Madsen i 2010.
