Aida Nur

Andet bind af Sussi Bechs samlede værker indeholder tegneserien “Aida Nur”. Første bind var “Dalila den Drevne”, som udkom efteråret 2016. Frem mod 2020 udsendes i alt 7 bind af Forlaget Eudor.

Luksusudgaven af “Aida Nur” er i hardcover og stort format, der samler alle 92 sider af “Aida Nur”, de originale albums for- og bagsider samt næsten 30 siders interviews, reproduktion af originaltegninger og upubliceret ekstramateriale. Heriblandt den hidtil utrykte serie “Margot og Alistair”, som blev tegnet til hæftet “Stegte Striber” nr. 4 og som var første gang, de to figurer optrådte.

Fra analog til digital produktion

Da “Aida Nur” udkom i 1991-93, foregik al produktion af tegneseriealbums på analog manér

Ugebladet Anders And & Co. var f.eks. akkurat begyndt at eksperimentere med farvelægning på UNIX computere. Og da tidsskriftet Seriejournalen i 1991 interviewede Sussi i anledning af udgivelsen af “Aida Nur”, var bladets Aida Nur-forside også farvelagt på en Macintosh. Simpelthen fordi en scanning var for dyr.

Men det var eksotiske undtagelser fra de rutiner med pen, papir, saks, klister, reprokopier, tryfilm og blåkopier, der gennemsyrede hele branchen til omkring årtusindskiftet.

Bleg sort trykfarve i de oprindelige album

Aida Nur blev farvelagt i hånden med pensel og vandfarve på en blåkopi. Den sorte streg lå på en seperat trykfilm. Når albummene blev trykt med datidens trykmaskiner, kunne der ske fejl flere steder i processen, der ikke var så computerstyret og præcis som i dag.

Det var trykkere, der på gefühl skruede op og ned for de fire trykfarver cyan, magenta, gul og sort. Derfor lider de oprindelige “Aida Nur”-album bl.a. af for lidt sort farve på de sorte flader. Mange steder fremstår den nærmest grå. Det har altid ærgret Sussi.

Det giver nutidens digitale teknik mulighed for at råde bod på. Takket være digital restaurering bliver luksusudgaven af “Aida Nur” faktisk den første udgave, hvor de sorte flader fremstår, som Sussi havde tænkt dem.

Et digitalt løft til den sorte farve

Scanningen foretages i 1.200 dpi, cirka 4 gange så høj opløsning som krævet til tryk. Herefter hentes den ind i billedbehandlingsprogrammet Adobe Photoshop. Med tryllestav-værktøjet vælges nu en farveprøve bestående af så mange områder som muligt, hvor farven burde være sort. Herefter vælges “lignende områder”, dvs. alle flader på siden, der farvemæssigt svarer til farveprøven, indenfor en fastsat tolerance.

Nu er alle de områder på siden, hvor farven burde være helt sort, i princippet valgt. Hverken mere eller mindre. Men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke.

Fordi farvefladerne i scanningen består af albummets trykraster og ikke helt rene farveflader, vil det valgte område mange steder – især i de store sorte flader – bestå af en række usammenhængende områder, der lige akkurat ikke rører hinanden.

Derfor beder man nu Photoshop udvide de valgte områder 1 pixel. Det får i de fleste tilfælde områderne til at “smelte sammen”. En pixel er den mindste måleenhed i scanningen. Dem er der 1.200 af pr. tomme, så vi taler virkelig om hårsbredder og fine tolerancer her.

Det valgte område kan nu udfyldes med en farve, der består af 100% sort og 55% af hver af de tre andre trykfarver. Det man kalder “rich black”, eller mættet sort. I første omgang sker det på et gennemsigtigt lag ovenpå scanningen. Så kan det lige kan tjekkes, at selve stregerne ikke er blevet tykkere. For at sikre yderligere imod det, skrumpes det valgte område med 2 pixels, inden der hældes sort i. Dermed er man sikker på, at den nye sorte streg holder sig indenfor den scannede sorte streg og ikke påvirker Sussis tegning.

Småfejl fjernes også

Ud over løftet til den sorte streg fjernes også farveklatter og uvedkommende snavs, der skyldes den analoge trykmetode fra 1990’erne. Genudgivelsen giver også lejlighed til at justere et par farvelægningsfejl hist og her.