Showing 7 Result(s)
#HCØ2020 H.C. Ørsted elektromagnetisme 200 år
Events

Nu i 4. oplag: Alle vil have Ørsted!

HCØ #HCØ2020 HCØ2020 Ørsted H.C. Ørsted tegneserie Elers kollegium

Pressemeddelelse fra Forlaget Eudor:

15. september 2020

I 200-året for Ørsteds revolutionerende opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme udsendte to af Danmarks førende tegneserieskabere, Ingo Milton og Sussi Bech, i samarbejde med Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU Space Institut for Rumforskning, i juni en 80-siders graphic novel om Ørsted.

1. oplag væk på 10 dage

For første gang bliver H.C. Ørsteds liv fortalt som tegneserie, og det har tydeligvis været populært: De første 2.100 eksemplarer forsvandt på 10 dage, og i juli og august kom 2. og 3. oplag. Nu har forlaget Eudor så besluttet at bestille 4. oplag hos trykkeriet.

4. oplag er et såkaldt revideret oplag, dvs. de tre ophavsmænd har foretaget en masse mindre rettelser hist og her i tegneserien og i efterskriftet, som man kan nørde med at finde. Flere af dem er foretaget på baggrund af henvendelser fra entusiastiske læsere. En universitetshistoriker kunne således supplere vores billedtekst på side 67 under Erik Henningsens maleri af H.C. Ørsted, der taler ved Naturforskermødet i Roskilde i 1847; det viser sig, at det slet ikke var Ørsted, men Grundtvig, der talte til naturforskerne dengang, men at Københavns Universitet i 1895 hellere ville have Ørsted som taler, da de bestilte maleriet. Den detalje var sjov at få med.

Et nyt oplag pr. måned

»Vi var godt klar over, at det ville vække opsigt, at H.C. Ørsteds liv for første gang blev omsat til tegneserie og at den ville sælge pænt. Men at interessen fra private købere, boghandlere og skoler ville være så massiv, at der ville blive brug for et nyt oplag om måneden, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os,« siger forlægger Frank Bruun Madsen.

Ørsted har forladt »tegneseriens ekkokammer«

»Mange har bestilt to eller tre eksemplarer, som skulle bruges til gaver. Det er tydeligt, at vi med “Ørsted – Han satte strøm til verden” har forladt tegneseriens ekkokammer og nået ud til et helt andet og større publikum end det, der normalt køber tegneserier. “Ørsted” er en visuel fortælling om en af Danmarks største videnskabsmænd, men også om Guldalderen og København i begyndelsen af 1800-tallet. Det tænder mange på.«

»Det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted«

I bladet Ingeniøren kaldte Jens Ramskov ligefrem “Ørsted” tegneserien »det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted, som jeg hidtil har set«. I tegneseriemagasinet Nummer9 gav historikeren Thomas Ole Brask Jørgensen tegneseriens mix af formidling og underholdning 5 ud af 6 stjerner: »Dansk kultur og åndsliv blomstrer i 1820. Det samme gør den flotte og underholdende livsfortælling om Danmarks måske største naturvidenskabsmand, som for 200 år siden opdagede elektromagnetismen.«

Ørsted. He electrified the world
Events

Tegneserien om Ørsted udkommer på engelsk

Tegneseriebiografien om H.C. Ørsted, der som den første i verden opdagede elektromagnetismen i 1820, udkommer nu også i en engelsksproget version. Det sker med støtte fra Povl Michael Assens Fond. Målgruppen er udenlandske turister i Danmark, der besøger museer og udstillinger, samt læsere i udlandet, der vil kunne bestille tegneserien via forlagets webshop.

KLIK HER og køb “Ørsted. He electrified the world”

Mangelfuldt kendskab til Ørsted i udlandet

Og der er stort behov for at slå på tromme for H.C. Ørsted i udlandet: Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker på DTU Space og initiativtager til tegneserien om Ørsted, oplyser, at »udlandets kendskab til H.C. Ørsted er ret mangelfuldt. Faktisk gav en anset britisk videnskabsformidler i en bog for nylig æren for opdagelsen af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme til den britiske videnskabsmand Maxwell, selv om dennes indsats lå 50 år efter Ørsteds opdagelse! Derfor er der brug for en tegneserie om Ørsted på engelsk!«

“Ørsted. He electrified the world” er på 80 sider og er skrevet og tegnet af Sussi Bech og Ingo Milton i samarbejde med Jens Olaf Pepke Pedersen. For oversættelsen til engelsk står Billy O’Shea, der er uddannet på Trinity College Dublin og Københavns Universitet og siden 1981 har været bosat i Danmark.

Den danske udgave af “Ørsted” tegneserien nu i 3. oplag

Interessen for “Ørsted” tegneserien har været så stor, at den danske udgave, der udkom 22. juni, nu netop er udsendt i 3. oplag.

»Det er første gang, vi har mærket så voldsom en efterspørgsel på en dansk tegneserie, også fra læsere, der ikke normalt læser tegneserier,« siger forlægger Frank Madsen. »Det er tydeligt, at det skærper interessen at se naturvidenskab og Danmarkshistorie formidlet på denne måde. Mange har bestilt tegneserien til deres børn og børnebørn eller, fordi naturvidenskab og fortællingen om H.C. Ørsted interesserer dem.«

I uge 33 fejres H.C. Ørsted 200 års fødselsdag på Langeland, og her har arrangørerne af Ørsted-ugen inviteret Sussi Bech, Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen to dage til Rudkøbing, hvor de skal besøge skoler, signere tegneserien og give en talk om arbejdet med “Ørsted – Han satte strøm til verden” på det lokale bibliotek.

Hans Christian Ørsted He electrified the world electromagnetism comics graphic novel bande dessinee

De tre Ørsted-tegneserieskabere foran statuen af H.C. Ørsted på Gaasetorvet i Rudkøbing.
Events

Ørsted-tegnerne besøger Langeland

Onsdag 12. august til fredag 14. august var skaberne af Ørsted tegneserien inviteret til Rudkøbing af Langeland Kommune. Sussi, Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen besøgte skoler og byens bibliotek, hvor de holdt foredrag (bibliotekets første arrangement efter coronanedlukningen), og der blev også tid til at signere Ørsted tegneserien i Rudkøbing Bog og Idé. Anledningen var Ørsted-ugen, en ugelang fejring af H.C. Ørsted i uge 33, hvor også Anders Mogensen var inviteret for at kaste glans over brødrene Ørsteds fødeby og uddelingen af årets H.C. Ørsted Prisen.

Talk om Ørsted på Kassebølle Friskole.
Sussi fortæller om hår og tøjmode på H.C. Ørsteds tid.
Sussi, Ingo og Jens Olaf foran Ørsted-statuen på Gaasetorvet i Rudkøbing.
Foredrag på Langeland Bibliotek. Ingo gennemgår arbejdet med tegneserien.
Jens Olaf gennemhuller “fiaskomyten” med citater fra de originale breve og forsøgsrapporter fra Paris.
Der blev også tid til at genskabe H.C. Ørsteds eksperiment med et batteri lavet af citroner.
Signering af Ørsted tegneserien i Rudkøbing Bog og Idé.

Den sidste aften var der bestilt bord til tegnerne på restaurant “Generalen”, der ligger i en gammel hestestald med udsigt til Tranekær Slot.

Ørsteds forsøg med citronbatteri

Under de tre foredrag blev der rig lejlighed til at vise H.C. Ørsteds forsøg med batteri, ledning og kompasnål. Ingo Milton havde medbragt en pose citroner, som han omdannede til batterier, der suppleret med en spole på 80 vindinger var stærke nok til at påvirke kompasnålen, når strømmen blev sluttet.

Ingo har lavet en lille video, der demonstrerer hvordan:

HCØ Ørsted tegneserie Ørsted tegneserien
Events

Ørsted tegneserien begejstrer anmelderne

 

H.C. Ørsted er en af Danmarks allerstørste naturvidenskabsmænd. Hans opdagelse af elektromagnetismen er altafgørende for det moderne menneskes tilværelse. Nu har Sussi sammen med Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen fortalt Ørsteds liv som tegneserie. Og “Ørsted” tegneserien vækker begejstring blandt anmelderne:

tegneserie-ørsted-køb-knap“Det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted”

I bladet Ingeniøren kalder Jens Ramskov ligefrem “Ørsted” tegneserien “det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted, som jeg hidtil har set”. “Tegneserien er et visuelt, originalt og begavet bidrag til forståelsen af Ørsted og hans samtid med fine tekniske forklaringer og illustrationer,” skriver Ramskov og anbefaler den, der har lyst til at få en bredere beskrivelse af videnskabsmanden og hans samtid at begynde med tegneserien og derefter besøge H.C. Ørsted-udstillingen i Rundetaarn.

“Et utroligt flot album”

Serielands anmelder skriver: “Forventningerne har været høje, men de er sandelig også blevet indfriet, for det er et utroligt flot album, man sidder med. Min egen tilgang til værket har været som tegneseriefan, og jeg må konstatere, at jeg er en absolut lægmand i fysik. De mere belærende og forklarende sekvenser er blevet skøjtet lettere henover, da læserytmen ellers ville blive hakket i småstykker, hvis jeg skulle stoppe op og prøve at forstå alt det nørderi. Som fan er det personkarakteristikken og de flotte tegninger, der gør, at jeg kan anbefale dette album.

Dette album henvender sig både til dem i de hvide kitler og til dem i T-shirt, nørder fra to verdener kan mødes over en dejlig biografi, ovenikøbet en tegnet af slagsen. Hvor tit sker det egentlig?”

“Flot og underholdende livsfortælling”

Tegneseriemagasinet Nummer9 har bedt historikeren Thomas Ole Brask Jørgensen om at anmelde “Ørsted” tegneserien, og han kan godt lide dens mix af formidling og underholdning, som han giver 5 ud af 6 stjerner:

“Dansk kultur og åndsliv blomstrer i 1820. Det samme gør den flotte og underholdende livsfortælling om Danmarks måske største naturvidenskabsmand, som for 200 år siden opdagede elektromagnetismen,” skriver han og tilføjer, at tegneseriens ophavsmænd løfter “fortællingen om Ørsted ud til en bredere skare af læsere ved at underholde og forklare på samme tid i en nem tilgængelig form. Sagt med andre ord: De giver en letlæst, men alligevel dyb indsigt i Ørsteds tanker, tid, opdagelser og bedrifter. Det er også en fin skildring af Danmark og København på Frederik d. 6 tid. Man får indblik i samfundets udvikling, og om de politiske og filosofiske strømninger, der fyldte dengang.”

“Bechs og Miltons streger står skarpt med fine detaljer i varme og lyse farver på lækkert kvalitetspapir. Ørsteds tænksomme skelen er godt set, og Ritters forsøg på egen krop forener komik med saglighed. De mange videnskabeligt nøjagtige tegninger er en fryd for øjet, de efterlader læseren med lysten til mere.”

“Fremragende”

Også bibliotekernes lektøranmelder giver “Ørsted” et godt skudsmål med på vejen:

“Tegneserien er meget tro mod Ørsteds levede liv. En fremragende måde at fremstille en biografi, og tegningerne er smukke, farverige og formidler den historiske periode med stemning. Anbefales til alle folkebiblioteker og højere læreanstalter. Flot forside, informativt indhold,” skriver bibliotekar Morten Brynildsen.

“Egner sig enormt godt til folkeskoleniveau”

tegneserie ørstedVideopodcasten “Tosset med Tegneserier” giver også “Ørsted” sin varmeste anbefaling: Bibliotekar Mads Bluhm kalder tegneserien “en klassisk opbygget biografitegneserie, som på fineste vis fører os ind i H.C. Ørsteds liv”, mens forfatter og kulturformidler Dennis Jacob Rosenfeld endda mener, at tegneserien “egner sig enormt godt til folkeskoleniveau, det ville ikke være dårligt at bruge den i fysikundervisningen. Den er netop meget interesseret i at præsentere stoffet på en måde, som gør det tilgængeligt, og som gør, at man også som ung læser får et indblik i, hvorfor vi stadig snakker om H.C. Ørsted så mange år efter, at han havde sit virke.”

“Høje forventninger”

Bloggen “Katrines Bogreol” skriver i sin anmeldelse, at “tegneserien fortæller en god historie, og den giver et godt overblik over både Ørsteds liv og hans opdagelse. Tegningerne er helt fantastiske, men jeg havde også høje forventninger til netop den del.” Tegneserien får 5 stjerner.

“Udgivelse af højeste klasse”

Morten Langkilde, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne, roser tegneseriens “flotte tegninger, der behændigt beskriver Ørsted, de andre karakterer, og de videnskabelige forsøg. Det er fortalt med fint flow, og kærlighed til sit emne.” “Ørsted – Han satte strøm til verden” er en veludført tegneserie, “der understreger tegneseriens bredde og gennemslagskraft.” Både som underholdning og som vidensformidling er udgivelsen “af højeste klasse”.

“Et mageløst værk”

Rytterknægten på Bornholm tildeler 5 ud af 6 hjerter til “Ørsted” og skriver: “Det er et mageløst værk, velfortalt og formår fint at skildre det bedste af begge dele, det der jeg nævnte ovenfor. Og når man sidder med det, og lader førstehåndsindtrykkene bundfælde sig, så bemærker man, hvor varmt og lyst og hvor rart et album det er. Et positivt album, ingen dystre tunge farver. Måske har de gæve folk bag søgt (eller ligefrem blevet inspireret af) at favne den blomstring i det danske åndsliv, som jo blev Guldalderens varemærke. Man ville noget.”

Bestil Ørsted tegneserien

Du kan bestille tegneserien om Ørsted i forlagets webshop eller dér, hvor du normalt køber bøger og tegneserier.

tegneserie-ørsted
Events

Video: Sussi fortæller om H.C. Ørsted tegneserien

tegneserie-ørsted-købTegneserien om H.C. Ørsted udkommer 22. juni. Det er første gang, Ørsteds liv fortælles som en tegneserie.

I en række videoer fortæller tegneseriens tre ophavsmændmænd, Sussi Bech, Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen, om de tanker, der ligger bag tegneserien om en af Danmarks største naturvidenskabsmænd. Videoerne offentliggøres på Facebook og på Youtube, hvor alle kan se med.

Sussi medvirker i tre af videoerne:

Halsbind og kravatter

I den første video, der blev lagt ud 19. maj, fortæller Sussi Bech om herremoden på H.C. Ørsteds tid, hvor på grund af den franske revolution havde forladt rokokotidens farverige mode pudderparykker og silkestrømper til fordel af en mere afdæmpet og maskulin mode inspireret af Napoleon, hvor halsbind og kravatter var en vigtig del af mandens stil.

Krydsklip mellem Dyrehavsbakken og Europa

Ørsted valgte at fortælle om sin epokegørende opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme i breve affattet på latin, som han sendte til et halvt hundrede af Europas førende naturvidenskabsmænd. Men hvordan gør man det spændende i en tegneserie? Jo, man krydsklipper det med, at H.C. Ørsted tager en tur på Dyrehavsbakken.

H.C. Ørsted og Den Collinske Gård

Sussi fortæller om livet i Nyhavn, der på H.C. Ørsteds tid var centrum for Danmarks udenrigshandel og skibene, der sejlede på kolonierne i Indien, Afrika og Karibien. Her lå købmandsgårdene og pakhusene tæt. Ørsted var ven med Jonas Collin, hvis købmandsgård lå i Bredgade 4. Det var i Den Collinske Gård, at Ørsted boede med sin samling af videnskabelige instrumenter og holdt offentlige foredrag i begyndelsen af 1800-tallet.

Du kan se alle videoerne på Forlaget Eudors YouTube-kanal.

Læs mere om H.C. Ørsted og elektromagnetismen.

Bestil Ørsted tegneserien

Du kan læse mere om tegneserien “Ørsted” og bestille den her.

 

#HCØ2020 H.C. Ørsted elektromagnetisme 200 år
Events

Video: Arbejdet med Ørsted-tegneserien

tegneserie-ørsted-købTegneserien om H.C. Ørsted udkommer 22. juni. Det er første gang, Ørsteds liv fortælles som en tegneserie.

I tiden op til den store dag vil tegneseriens tre bagmænd, Sussi Bech, Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersen, i en række videoer fortælle om de tanker, der ligger bag den tegnede biografi om en af Danmarks største naturvidenskabsmænd. Videoerne bliver offentliggjort på Forlaget Eudors facebookside og Youtube-kanal.

Halsbind og kravatter

I den første video, der blev lagt ud 19. maj, fortæller Sussi Bech om herremoden på H.C. Ørsteds tid, hvor på grund af den franske revolution havde forladt rokokotidens farverige mode pudderparykker og silkestrømper til fordel af en mere afdæmpet og maskulin mode inspireret af Napoleon, hvor halsbind og kravatter var en vigtig del af mandens stil.

Jakobinere, mareridt og guillotiner

I den næste video fortæller Ingo Milton om Ørsteds rejse til Paris i 1803 få år efter Den Franske Revolution, og hvordan beretningerne om revolutionen må have påvirket Ørsteds tanker, da han opholdt sig i Napoleons hovedstad.

Dårligt kendskab til Ørsted i udlandet

I den tredje video beretter Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker på DTU Space og initiativtager til tegneserien om Ørsted, at udlandets kendskab til H.C. Ørsted er ret mangelfuldt. Faktisk gav en anset britisk videnskabsformidler i en bog for nylig æren for opdagelsen af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme til den britiske videnskabsmand Maxwell, selv om dennes indsats lå 50 år efter Ørsteds opdagelse! Derfor er der brug for en tegneserie om Ørsted.

Karneval i Paris

Under sig ophold i Paris kastede Hans Christian Ørsted sig naturligvis også ud i byens store karneval. I sine breve fra 1803 skrev Ørsted begejstret hjem til sine venner i København om byens karneval, hvor alle var klædt ud – “et mandfolk som fruentimmer, et fruentimmer som mandfolk, en som jøde, en som neger, munk og så videre.”

Krydsklip mellem Dyrehavsbakken og Europa

Ørsted valgte at fortælle om sin epokegørende opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme i breve affattet på latin, som han sendte til et halvt hundrede af Europas førende naturvidenskabsmænd. Men hvordan gør man det spændende i en tegneserie? Jo, man krydsklipper det med, at H.C. Ørsted tager en tur på Dyrehavsbakken.

Der kommer flere videoer fra Sussi, Ingo og Jens Olaf frem mod udgivelsesdagen 22. juni.

Forudbestil Ørsted tegneserien

Frem til denne dato kan du bestille tegneserien i signeret udgave for kun 200 kr. inkl. forsendelse ved at skrive til oersted@eudor.dk

Du kan læse mere om tegneserien “Ørsted” her.

tegneserie tegneserien om h.c. ørsted
Events

Sussi laver tegneserie om H.C. Ørsted

 

tegneserie-ørsted-købEn forårsdag i 1820 lod Hans Christian Ørsted under en forelæsning strømmen fra et batteri løbe gennem en platintråd hen over et kompas – og kompasnålen bevægede sig! Ørsted havde dermed påvist den sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme, der er forudsætningen for, at vi kan tænde lyset, bruge vores telefon og køre en tur i vores elbil.

Første tegneserie om H.C. Ørsted

H.C. Ørsted er en af Danmarks allerstørste naturvidenskabsmænd. I efteråret 2018 besluttede Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU SPACE Institut for Rumforskning, og Forlaget Eudor derfor, at Ørsted i 200-året for sin opdagelse af elektromagnetismen fortjente at blive hædret med en tegneserie. Sammen med Ingo Milton har Sussi derfor skrevet og tegnet en 80-siders graphic novel. Det er første gang, Ørsteds liv fortælles som en tegneserie.

“ØRSTED – han satte strøm til verden” kommer hele vejen rundt om Ørsted, der forelskede sig i chefens husholderske, studerede i Napoleons Paris, oplevede Københavns bombardement, var i familie med Adam Oehlenschläger, blev en af den danske guldalders ledende kulturpersonligheder, inspirerede H.C. Andersen til flere eventyr, fik den unge Grundtvig til at se rødt, lagde grunden til DTU og meget, meget mere.

Fakta om “Ørsted”

80 sider i farver inkl. 15 siders efterskrift om Hans Christian Ørsted
Hardcover
235 x 314 mm (samme format som Sussi Bechs Samlede Værker)
Trådsyet, kapitælbånd

De sætter streger til “Ørsted”

ingo milton tegneserie om hans christian ørstedIngo Milton er født i 1954 i Viborg og uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, linien for tegning og grafik.
Ingo Miltons tegneserieproduktion omfatter en bearbejdning af H.C. Andersens ”Skyggen”, middelaldertegneserien “Skalken Joff” for forlaget Carlsen, den manga-inspirerede “Alfa, Sepp & Stick” for forlaget Fahrenheit og “Den behøvlede Svend” for Den Gamle By i Aarhus. Desuden historiske visualiseringer for Museum Østjylland, Moesgård Museum, Orlogsmuseet og Den Gamle By.
Modtog Hanne Hansen-prisen i 2014.

sussi bech tegneserien om hans christian ørstedSussi Bech er født i 1958 i Birkerød. Uddannet på Skolen for Brugs-
kunst 1983. Hun har lavet over 20 tegneseriealbum med “Nofret”, “Aida Nur”, “Dalila den Drevne” og andre figurer – ofte med oldtiden som tema. Har desuden leveret tegneserien “Eks Libris” til Weekend-
avisen, illustreret “Kaj og Andrea”, “Snus Mus” og “Emmy” og skrevet bøgerne om “Aziru” og “På ferie med Emil”.
Sussi Bech har modtaget bl.a. BØFA-prisen, Ping-prisen, Orla-Prisen, Birkerød Kulturpris, Hanne Hansen Prisen og i 2015 modtog hun den svenske Adamsonstatuetten, der blev uddelt ved Svenska Serieakade-
mins 50 års jubilæumsfest i Stockholm.

jens olaf pepke pedersen tegneserien om hans christian ørstedJens Olaf Pepke Pedersen er født 1958 i Aabenraa. Han er ph.d. i fysik og seniorforsker på DTU Space, hvor han forsker i klimaændringer og arbejder med anvendelse af satellitdata især i Arktis. Han har tidligere arbejdet på Aarhus og Københavns Universiteter, det europæiske
forskningscenter CERN i Geneve samt på flere amerikanske universi-
teter. Han skrive om videnskab for Weekendavisen, er redaktør af fysik- og astronomitidsskriftet Kvant, og har modtaget Det natur-
videnskabelige Fakultets formidlingspris på Københavns Universitet. I 2017 vandt han prisen for årets danske forskningsresultat efter en afstemning på videnskab.dk.