papyrus

Tidsskriftet PAPYRUS hylder Sussi Bechs NOFRET med 16 siders artikel

Det højt ansete ægyptologiske tidsskrift, PAPYRUS, afsætter i sit nye nummer en tredjedel af bladets sider til en lang, dybdegående analyse og hyldest af Sussi Bechs livsværk, tegneserien NOFRET.

Det er ægyptolog Paul John Frandsen, lektor emeritus ved Københavns Universitet, der over 16 tætillustrerede sider går i dybden med en beskrivelse og bedømmelse af kunstneren og værket med en faglig viden og indsigt, man kunne unde andre danske tegneserieværker.

Bechs “Nofret” og Wagners “Ringen”

Der lægges ud med en beskrivelse af kunstneren og hendes mangefacetterede virke og en kærlighedserklæring til tegneserien Eks Libris, “der fra 2012-20 var en vigtig grund til at holde Weekendavisen.”

Herefter gør Frandsen sig nogle overvejelser om Nofret-tegneserien og litteraturens muligheder for levendegørelse af historisk stof. Hvor Mika Waltari i sin roman “Sinuhe” lader hovedpersonen være en læge, der har adgang til alle de historiske personer, lader Sussi Bech Nofret være tvillingesøster til farao Akhnatons andenhustru, Kiya.

Frandsen er ved gennemlæsningen af Nofret-tegneseriens 14 bind slået af dens mange lange linjer, og seriens bredde og den kunstneriske udvikling i streg og fortællestil gennem seriens 36 år lange tilblivelsestid “leder mine tanker hen på musikhistoriens største værk, Wagners fire operaer om guld, magt og kærlighed, Ringen. Også her lå handlingsskelettet nogenlunde klart fra begyndelsen, men tonesproget i de sidste to operaer ligger meget langt fra begyndelsen.”

Herefter følger en analyse af tegneseriens genre (“en picaresk roman”), dens konstante træk (“rejse og humor”) og seriens brug af magi og drømme som gennemgående komponenter i fortællingens struktur – alt sammen illustreret med velvalgte billedeksempler fra serien.

LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke vidste om Sussi Bechs NOFRET-tegneserie

Udviklingen i opfattelsen af Amarna-perioden

For ægyptologer og Det Gamle Ægypten-interesserede er det naturligvis især Nofrets oplevelser i oldtidens Ægypten og særligt Amarna-perioden, der er interessant.

Frandsen beskriver, hvordan vores viden om magtforholdene, intrigerne og sammenbruddet i det 18. dynasti er uhyre mangelfulde, og hvorfor det derfor er meget underholdende at så Sussi Bechs bud på, hvordan det samlede forløb var, og hvordan det kunne være endt. Hvor opfattelsen af Akhnaton tidligere var en fredselskende religiøs mand, har man i dag erkendt, at “hans regime indadtil hvilede på bajonetterne” og at han “støttede sig til mænd uden nogen basis i toppen af den etablerede overklasse og embedsstruktur.” Frandsen giver herefter eksempler på, hvordan denne nye viden formidles i Nofret-serien. “Helt original er handlingen i bind 11, der skildrer første del af den borgerkrig, som Sussi Bech lader perioden ende med.”

Herefter gennemgås personernes udviklingshistorie gennem de mange bind: Nofrets udvikling fra pige til voksen kvinde og “nok så interessant” kongeparret Akhnaton og Nefertitis udvikling fra elskende ægtefæller til dødelige fjender på slagmarken, forårsaget af dynastiske intriger, incest og magtbegær. Mændene i serien beskrives som dummernikker (Horemheb) og “de sidste binds ubestridelige hovedpersoner” (Khaemwese og Eje), der kun udvikler sig til det værre.

LÆS OGSÅ: Kvinder i tegneserier – Sussi Bechs stærke tegneseriekvinder gennem 35 år

“Et dybt kendskab til hele den ægyptiske kultur”

Som ægyptolog er Paul John Frandsen naturligvis særlig optaget af Nofret-tegneseriens skildringer af den oldægyptiske virkelighed:

“I løbet af de 36 år, det har taget at afslutte serien, er der sket store forandringer i både tegne- og fortællestil, men samlet set er de tretten bind en imponerende demonstration af Sussi Bechs dybe kendskab til så godt som alle aspekter af det faraoniske Ægyptens kunst og arkitektur, litteratur, religion og meget andet.” Frandsen fremhæver herefter seriens akkurate detaljerigdom, når det gælder vægmalerier, tempeldekorationer, klædedragter, smykker og kultiske begivenheder.

“Sussi Bech har også leveret et ganske originalt bidrag til vores forståelse af det ægyptiske religiøse liv, ved at skildre en Dalfest i Memphis, hvor Atonkultens tilhængere tilmed kommer og ødelægger alt det i dødekulten, der ikke passer ind i det nye religiøse verdensbillede.”

En analyse af stilen i de 14 bind konstaterer en “enkel, tydelig og ofte karikeret” stil i de tidlige bind, men “man skal ikke mange bind ind i historien, førend personerne bliver mere naturalistiske og nuancerede.” Frandsen tillægger det handlingens voksende integration i Amarna-periodens komplicerede historie og Sussi Bechs “stadig dybere kendskab til hele den ægyptiske kultur”.
Hvor de tidlige bind bærer præg af at være tænkt i sider, der skulle stå for sig selv i en avis (Berlingske Søndag), konstateres det, at “fra og med bind 10 synes dette at have ændret sig”: Større format og højere sidetal i de sidste bind “giver plads til større bredde i fremstillingen af et enkelt forløb, det være sig en drøm eller et mareridt eller en flugt i en stridsvogn.”

LÆS OGSÅ: Tidsskrifter, museer og websites om oldtidens Ægypten

“Et hovedværk i dansk tegneseriekunst”

Frandsen konkluderer, at Nofret-tegneserien ikke alene er “et hovedværk i dansk tegneseriekunst”, men så sandelig også “et interessant bud på, hvorledes vi kan rekonstruere Amarna-periodens fascinerende historie.”

På artikelens sidste seks sider opridses handlingen i de enkelte bind og seriens 36 år lange udgivelseshistorie med enkeltbind og samlebind.

LÆS OGSÅ: Anmelder om Nofret 13: “Skyhø kvalitet. En værdig afslutning på serien.”

Om PAPYRUS

PAPYRUS udgives to gange årligt af Dansk Ægyptologisk Selskab, der er grundlagt i 1978 og i dag har 500 medlemmer i Danmark og udlandet. Bestyrelsesformand er Tine Bagh, ph.d. og museumsinspektør på Den Ægyptiske Samling på Glyptoteket, og i tidsskriftets redaktion sidder en række fagfolk og eksperter i oldtidens Ægypten.

Det er muligt at blive medlem ved at sende en mail til nytmedlem@daes.dk og oplyse navn, postadresse og dag/aften-telefon. PAPYRUS udsendes to gange årligt til medlemmerne og kan desuden lånes på biblioteket.

Ny viden: Tutankhamons invaliditet stærkt overdrevet

Udover Nofret-artiklen byder det nye nummer også på andre spændende indslag: Således fremkommer den engelske ostearkæolog (!) og antropolog Corinne Duhig med “et retsmedicinsk blik på de jordiske rester af Amarnaperiodens kongefamilie” og “hvad ved vi og hvad ved vi ikke”. Hun gennemgår en række publikationer af den ægyptiske ægyptolog Zahi Hawass, der de to seneste årtier har dannet udgangspunkt for en række opsigtsvækkende avisoverskrifter om slægtsskab mellem ægyptiske mumier og forskellige lidelser, som Tutankhamon skulle have lidt af: Ganespalte, skoliose, klumpfod, malaria og lårbensbrud. Duhig når frem til. at billedet af Tutankhamon som nærmest invalid er stærkt overdrevet.