Showing 1 Result(s)
Events

Talk om Ørsted tegneserien i Rundetaarn en stor succes

Onsdag aften den 16. juli kl. 19-20 var Selskabet for Naturlærens Udbredelse vært for en 1 times talk om Sussi, Ingo Milton og Jens Olaf Pepke Pedersens tegneserie om H.C. Ørsted, “Ørsted – Han satte strøm til verden”.

Eventen fandt sted i Bibliotekssalen i Rundetaarn, hvor SNU lige nu og frem til 27. september viser udstillingen “H.C. Ørsted på ny – skønheden i naturen”.

Programmet var opbygget, så de tre ophavsmænd skiftedes til at tale om facetter af tegneseriens tilblivelse og naturvidenskabsmanden H.C. Ørsteds karriere:

19.00 Velkomst og præsentation – Dorte Olesen, præsident for SNU
19.05 Indledning – Jens Olaf
19.10 At forklare eller vise – Ingo
19.15 Tøj og forelæsninger – Sussi
19.20 Atomister og Dynamister + Bombardementet + Karneval – Ingo
19.35 Pletskud på Bakken – Sussi
19.40 Fiasko myten + afslutning – Jens Olaf
19.50 Spørgsmål

Et halvt hundrede tilhørere havde taget plads for at høre Jens Olaf, Sussi og Ingo tale om arbejdet med tegneserien og hvordan de havde omsat hans liv til en levende billedfortælling.
Jens Olaf Pepke Pedersen bød velkommen og præsenterede sig selv og de to andre ophavsmænd til Ørsted tegneserien, den første tegneseriebiografi om en af Danmarks allerstørste naturvidenskabsmænd.
Ingo Milton viste, hvordan han og Sussi havde taget håndteret det klassiske dramaturgiske problem: forklare eller vise?
Ingo forklarede, hvordan de i tegneserien havde forklaret forskellen på atomismen og dynamismen, de to natursyn der var fremherskende på H.C. Ørsteds tid.
Sussi fortalte om moden indenfor dragter, frisurer og sko, der forandrede sig meget på Ørsteds tid p.gr.a. den franske revolution og Napoleons-krigene.
I begyndelsen af 1800-tallet var mandemoden blevet meget nedtonet. Den franske revolution havde gjort op med adelens rokoko og indført mere mørke og militaristiske toner i mændenes tøj. Og parykker var også gået af mode, så mændene måtte få det bedste ud af deres naturlige hår. Det udnyttes i tegneserien til at skildre forholdet mellem de to brødre Ørsted.
Jens Olaf forklarede, hvorfor myten om Ørsteds nederlag i Paris netop er – en myte. Han havde fundet citater fra Ørsteds breve og det franske akademis rapporter, der viste, at man dengang fik et godt indtryk af den unge dansker, der fremviste sin ven Ritters resultater indenfor elektrokemi for en kreds af verdens førende forskere.
Foto fra H.C. Ørsteds-udstillingen i Rundetaarn, hvor tegneserien “Ørsted – Han satte strøm til verden” har fået en fornem plads som en del af udstillingen, hvor Ørsteds klangplader vises.
Også H.C. Ørsteds arbejdsværelse er blevet genopbygget i Rundetaarn. Her er det Ingo og Jens Olaf, der taler sammen efter foredraget.