Showing 4 Result(s)
Snus Mus børnebog billedbog
Events

Ros til Snus Mus

 

Bjarne W. Andresen anmelder “Snus Mus og snemands-mysteriet” på sin blog:

“Det er en både hyggelig og sjov historie, som er godt fortalt. Og illustrationerne er virkeligt over gennemsnittet for serien, som ellers er højt.
Snus Mus-serien tager i høj grad sine læsere alvorligt, især de yngste børn i børnehaven. Men også ældre børn end det vil glædes over karaktererne, historierne og illustrationerne.”

Også bibliotekernes lektøranmelder skrev begejstret om de to nye Snus Mus-bøger.

Bestil Snus Mus bøgerne her.

Snus Mus
Events

God lektøranmeldelse til Snus Mus

Bibliotekernes lektøranmelder er begejstret for de to nye billedbøger med mesterdetektiven Snus Mus, “Snemands-Mysteriet” og “Den betroede Ost”:

Alle 4 bøger kan bestilles her.

Snus Mus: Snemands-mysteriet“Søde og spændende detektivhistorier, der hverken sætter den gode stemning eller nattesøvnen over styr. Sussi Bechs muntre og farverige illustrationer passer godt til historierne, der fortælles i korte og letforståelige sætninger. Det er hyggeligt og sjovt for de små at gætte med undervejs.
Dejlige billedbøger, der fint kan supplere samlingen og bør indkøbes bredt.”

Snus Mus er meget tilfreds med anmeldelsen, der også nævner hans assistent Bente, “selv om det egentlig ikke var nødvendigt! Det er jo mig, der opklarer sagerne!”

Snus Mus: Den betroede ostI “Den betroede Ost” bliver en ost stjålet, som Snus opbevarer i sit køleskab for en klient, og Bente er den eneste – udover Snus – der har været i huset. I “Snemands-Mysteriet” skal Snus opklare, hvad der er blevet af Havenissens bedste ven, hr. Snemand. Eneste spor i sagen er en vandpyt, en gulerod og to stykker kul. Historierne er skrevet af Frank Madsen og illustreret med akvareller af Sussi Bech. Bøger egner sig til højtlæsning fra 4 år.

Det er ikke første gang, der er uddelt roser til Snus Mus-bøgerne. Om de to første billedbøger i serien, “Månetyven” og “Larven, der blev væk”, skrev Bjarne W. Andreasen:

“Jeg har en stor interesse for skønlitterære bøger, som også formidler fakta. Her er to bøger, som gør det på en virkeligt god måde. Det er både en detektivhistorie med to små søde mus og en bog, hvor man bliver klogere på hhv. månens faser og sommerfuglens stadier. Jeg er virkeligt begejstret. I begge bøger er der et læsespor for barnet og et for den voksne. Det hele er fortalt i en krimi noir-tone, som passer godt til billederne af den selvfede detektiv med den tjenende assistent.”

Snus Mus
Opslag fra “Snus Mus: Den betroede ost”.
Events

Fotoserie: Se Sussi tegne på de nye Snus Mus billedbøger!

Nu er der godt nyt til alle Snus Mus fans: Forlaget Eudor har overtaget rettigheder til Snus Mus-bøgerne og to nye titler er under forberedelse. Sussi er gået i gang med illustrationerne til “Snemands-Mysteriet” og “Den Betroede Ost”.

I det følgende kan du se, hvordan arbejdet skrider frem.

Skitser

(Klik på billederne, så de åbner i et nyt vindue i stort format)

Frank Madsen har skrevet bøgernes tekst og lavet nogle meget løse layouts til tegningerne. Sussi går derefter i gang med at råskitse alle siderne. Nogle gange beholder hun nogle af Franks ideer til billedopbygning eller figurernes udtryk, andre gange laver hun det hele om.

Skitsearbejdet foregår digitalt på Sussis 22″ Cintiq tegneskærm, som hun også tegner Eks Libris og Nofret på.

“Snus Mus og Den betroede Ost” er den ene af de to nye billedbøger med Snus Mus. Snus opbevarer en ost i sit køleskab for en klient, men da han vågner en morgen, er den væk! Hvem er tyven?

Rentegning

Efter 2-3 gange gennem skitseprocessen er illustrationerne klar til rentegning. Det foregår analogt, dvs. på akvarelpapir. Først printer Sussi alle skitsesiderne ud i trykformatet 24 x 24 cm. Herefter overfører hun tegningerne til Arches akvarelpapir på et lysbord.

Ming-Ming hjælper Sussi med at holde styr på skitserne til Snus Mus.

Selve rentegningen foregår med pen og tusch. På dette stadie i arbejdet Ming-Mings er hjælp ikke ønsket – nærmest tværtimod. Hun nåede dog at give en pote med på et par af tegningerne, inden hun blev smidt udenfor.

(Klik på billederne, så de åbner i et nyt vindue i stort format)

Yderligere opdateringer følger. Bøgerne forventes udgivet på Forlaget Eudor i efteråret 2020.

De to første bøger med Snus Mus kan stadig bestilles i forlagets webshop:

Snus Mus: Larven, der blev væk

Snus Mus: Månetyven

Farvelægning

Herunder kan du se, hvordan Sussi farvelagde de to første bøger i akvarel. De to nye billedbøger vil blive farvelagt på samme måde.

 

 

Snus Mus Raton Olfaton
Events

Snus Mus udgivet i Chile

Opklaringen af to af Snus Mus’ allerstørste sager nu kan følges af hans chilenske fans.

Bøgerne “Larven, der blev væk” og “Månetyven” er nemlig blevet oversat til spansk og udgivet af det chilenske børnebogsforlag Edebé. “El detective mas importante del mundo” Snus Mus har fået det stolte navn Ratón Olfatón, hvilket han er mas contento med.

Snus Mus har straks ryddet et rum til royaltyindtægterne (el dinero de Ratón Olfatón) og foræret sin sekretær Bente (su asistente Rosita) en ny opvaskebørste.

Tak til Lone og Ulrikke fra Forlaget Bolden og til den danske ambassade i Santiago, der har formidlet Snus Mus til det chilenske forlag.

Herunder: Det chilenske dagblad, “El Mercurio”, skriver om Snus Mus (og Edebés øvrige danske billedbøger) på kultursiden.

Dagbladet "El Mercurio" skriver om Snus Mus på kultursiderne.