I anledning af kvindernes kampdag 8. marts blev Frank Madsen og Sussi med kort varsel bedt om at tegne spillekort og spilleplade til spillet “Hvem tjener mest?”, hvor Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og Rasmus Horn Langhoff (S) skal gætte, hvad forskellige faggrupper med den samme uddannelseslængde får i løn.
Forlaget Eudor har udgivet 6. bind i Frank Madsens og Sussi Bechs science fiction-børnebogsserie, “Gustav og Raketbroderskabet“. I den anledning har det produceret en lille film til Youtube, der viser Sussis arbejdsproces med at lave bogens 80 illustrationer – fra de første layouts til den færdigtrykte bog.
Serien om Gustav udgives af Forlaget Eudor og henvender sig til læsere i alderen 9-12 år. Mere info på www.eudor.dk
“Lias Kamp” af Margot Andreasen er tre letlæste fantasy-titler især for piger (men også drenge). Serien foreligger nu som e-bøger. Mere end 300 siders spændende læsestof til læsehungrende børn fra 9 år og op – med farveillustrationer af Sussi.
Del gerne opslaget, hvis du kender nogen, der kunne have glæde af at læse om Lias kamp mod den onde borgfrue og hendes sorte trolddomskunst!
Med forlaget Eudors samlede luksushardcover i farver er det faktisk tredje gang, Sussis ungdomsværk “Dalila den Drevne” bliver gjort tilgængeligt for offentligheden.
Denne artikel fortæller om de tre meget forskellige udgaver. Men først Sussis egen beretning om tegneseriens tilblivelse, da hun i slutningen af 1970’erne gik på Birkerød Statsskole hjemme i Birkerød.
De følgende citater er hentet fra det tyve sider lange efterskrift i forlaget Eudors nye udgave:
»I slutningen af 1960’erne udgav Steen Hasselbalchs forlag 1001 Nats Eventyr. Det var første gang, de forelå på dansk i uforkortet form, og det vakte dengang stor opmærksomhed. Jeg begyndte at læse samlingen som teenager i begyndelsen af 1970’erne. Det, der gjorde størst indtryk på mig under læsningen, var ikke de erotiske scener. Det var den grænseløse brutalitet og sorte retfærdighed, der som en selvfølge var en del af i historiernes logik. For slet ikke at tale om nedgørelse af sorte, kristne og jøder og undertrykkelsen af kvinder.
Der er noget sprælsk i mange af eventyrene i 1001 Nat, og jeg morede mig over det blomstrende sprog. At den øverstkommanderende for kaliffens livvagt præsenteres med ordene “Mustafa, gadens svøbe” siger alt om, hvad han er for en person. Også navne som Skurve-Ahmad, Plage-Hassan og Ali Kviksølv taler til fantasien – de to første er udskud, kaliffen forfremmer til højtstående embeder på grund af deres snedige talenter. Sidstnævnte er simpelthen umulig at fange. Den slags var der meget af.
Jeg var barn i rødstrømpebevægelsens tid. Netop derfor var det naturligt, at jeg faldt for historien om Dalila den Drevne. En dame, der frygtløst kaster sig ud i alverdens svindelnumre for at opnå kaliffens gunst. Dalila og Zainab var to kvinder, der udfordrede magthaverne og satte hele Bagdad på den anden ende med deres initiativ og snedighed. Det facinerede mig, at Dalila og Zainab havde en bevægelsesfrihed i det lukkede, strengt religiøse samfund.
Arbejdet med Dalila strakte sig over tre år. Fra 1977, hvor jeg gik i 2.g på Birkerød Statsskole, til 1980, hvor jeg næsten var færdig med andet år på Skolen for Brugskunst. Den, der i dag hedder Danmarks Designskole. I begyndelsen, mens jeg stadig boede hjemme i Birkerød og gik på gymnasiet, sad jeg i skrædderstilling i mine forældres sofa i stuen. Her tegnede jeg Dalila den Drevne med pen og tusch, mens jeg lyttede til musik fra vinylplader på min fars store stereoanlæg. Det med tegneborde og korrekte arbejdsstillinger var noget, der kom til senere.
I 1980 kom jeg med i den nystartede tegnestue, Gimle, der lå i en baggård i Linnésgade nær Nørreport Station. Det var primært folkene omkring Valhalla-tegneserien, Peter Madsen, Søren Håkansson og Henning Kure, der stod bag. Men Freddy og Ingo Milton var også med om bord. Senere kom Per Vadmand til. Fra da af delte jeg al min tid mellem tegnestuen og Skolen for Brugskunst, som jeg tog afgang fra i foråret 1983.
Henning Kure var dengang ansat som albumredaktør på Interpresse. Han viste interesse for mine tegninger. Men min Dalila-serie var med sine omkring 100 sider for lang til at passe ind i albumformatet. Det skulle dengang pinedød være på 48 sider. Jeg foreslog, at jeg skrev en efterfølger til “Dalila den Drevne”, men med de samme figurer. Det blev til “Zainab”, der blev min officielle debut.«
I nogle år henslæbte de 100 sider med “Dalila den Drevne” en kummerlig tilværelse i Sussis arkivskuffer på Tegnestuen Gimle.
På det tidspunkt var to skoledrenge fra Solrød Strand, Gorm Transgaard og Mads Stoumann, flittige gæster på tegnestuen. Mads Stoumann udgav et fanzine om tegneserier. I 1986 startede han også det fotokopierede tegneserieblad “Sprint”, som bl.a. blev solgt via tegneseriebutikken Fantask.
Den altid entreprenante Mads gik på jagt i tegnestuens skuffer. Her fandt han “Dalila den Drevne”, som han fik lov til at bringe som føljeton i sit blad. Denne allerførste udgivelse af “Dalila den Drevne” var i sort/hvid, i A5-format. Den er i dag meget svær at opdrive. “Sprint” lukkede, uden at hele serien nåede at blive bragt.
I begyndelsen af 1990’erne var Stig Ultima begyndt at udgive tegneseriealbum på sit eget forlag. Det var en tid, hvor de to store, danske tegneserieforlag, Carlsen og Interpresse, var blevet fusioneret til ét kæmpeforlag med hovedsæde i Bagsværd.
Hverken Carlsen eller Interpresse udtrykte interesse for at udgive “Dalila den Drevne”. Så da Ultima i 1993 spurgte om lov til at udgive serien som to album i sort/hvid, sagde Sussi ja tak. De to album fik fællestitlen “Fra Sussi Bechs Arkiv” for at vise, at de ikke repræsenterede Sussis kunstneriske niveau i 1993, men var et ungdomsværk. Det var én af bekymringerne, Carlsen og Interpresse havde haft, da de afslog at udgive serien.
Oplaget var 3.000 af hvert af de to bind, og de blev snart udsolgt. Sussi havde tegnet nye forsider til de to album, “Ballade i Bagdad” og “Tyven fra Cairo”. Dem farvelagde hun på computer – noget dengang helt nyt og smart. Sussi havde desuden omtegnet en masse ansigter, figurer og baggrundsdetaljer. Og hun fik endelig taget sig sammen til at tegne seriens to sidste sider, hvor Ali Kviksølv ikke gider hører mere vrøvl og “frier” til Zainab.
De to Ultima-album er i dag en eftertragtet samlerobjekt. Ultima-udgaven fra 1993 koster 1.200 kr. antikvarisk hos Pegasus, et tegneserieantikvariat i Nansensgade.
I 2013 blev seriens 100 sort/hvid-plancher scannet ind. Sussi gik nu i gang med at give serien endnu en overhaling.
Især har Sussi tilføjet baggrunde i farvelægningen flere steder. Bagdads basarer i 2016-udgaven fremstår dermed endnu mere levende end i 1986- og 1993-udgaverne.
»De sidste par år har jeg i ledige stunder farvelagt og digitaliseret hele serien. Så nu kan nye og gamle læsere endelig læse historien sådan, som den fra starten var tænkt – i farver,« slutter Sussi i sit efterskrift til 2016-udgaven, der er den ultimative udgave af “Dalila den Drevne”.
»Der er masser af ungdommelig energi over albummet, og selvom man sagtens kan se, at det ikke er en tegner, der har udviklet sin stil fuldt ud, så er rigtigt mange af de virkemidler og stiltræk, man kender fra Sussi Bechs senere bøger faktisk tæt på at være på plads.« Sådan skriver bibliotekar Michael Lindal Andersen i sin lektøranmeldelse til bibliotekerne.
“Dalila den Drevne” kan bestilles her.
Sussis tegneserie fra 2007, Egtved Pigen, er nu udkommet som e-bog fra Forlaget Eudor. Den kan købes fra netboghandlere (f.eks. Arnold Busck), fra forlagets e-bogsbutik eller lånes på eReolen.
I Ådalen hersker den vellidte og mægtige høvding Algot over Solens udvalgte folk. Sammen med sin familie ærer Algot Solguden, og takket være rige ofre får dalens bønder hvert år en givtig høst og øget velstand. Men storbonden Vult og hans ærggerrige kone har ambitioner om at forene Ådalens to store familier gennem ægteskab mellem deres søn, Solfin, og Algots ældste datter, Aia. En forbindelse, som en dag skal gøre Solfin til høvding over Ådalen.
Kærligheden kommer på tværs af den magtsyge Vults planer, da Aia forelsker sig i smedelærlingen Ugi, en af de fremmede, som i stadigt større tal har bosat sig udenfor byen. Vult udnytter landsbybøndernes spirende uvilje mod de nye tilflyttere til at piske en stemning op, så de elskende ser sig nødsaget til at flygte ud i sumpene. Sumpene gemmer på en frygtelig hemmelighed, og da hadet først har fået overtaget, er det endegyldigt forbi med freden i Ådalen.
“Egtved Pigen” er en tegneserie fra den danske bronzealder om Egtvedpigen, der døde omkring 1370 f.v.t. Albummet er skrevet og tegnet af Sussi, med udgangspunkt i musicalen Egtved Pigen af Ebbe Kløvedal Reich m. fl.
Frank Madsens og Sussi Bechs billedbog fra 2009, Søren tror ikke på bøhmænd, er blevet genudgivet som e-bog 1. november efter at have været udsolgt i flere år. Den er allerede flittigt lånt ud.
Forlagets beskrivelse: Her er Søren. Sørens far er ingeniør. Sørens far tror ikke på bøhmænd. Det gør ingeniører af princip ikke. Søren er 6 år og tror af prins Ib heller ikke på bøhmænd. En dag skal Sørens far bygge en raketaffyringsrampe på Lofoten, og Søren skal sove hos farmor og farfar. »Vi har så forfærdeligt med bøhmænd i år! Det må være det kolde vejr, der får dem til at trække indenfor i varmen!« »Jeg tror ikke på bøhmænd!« sagde Søren og hævede venstre øjenbryn. Men snart møder Søren – og læserne – Manden i Støvsugeren, Pruttekongen, Bestikblanderen, Småkagetyven, Den grønne Mælkemand, Sokketrolden og Ostehuleren.
En sjov og underfundig billedbog af Frank Madsen og Sussi Bech om Sørens vaklen mellem overtro og fornuft. Højtlæsningsbog for børn fra 4 år.
Den kan også købes på f.eks. Politiken Books og andre netboghandeler – samt lånes på eReolen.
Bogbloggen Pipalukbooks har anmeldt Sussis “Dalila den Drevne” og er meget begejstret: 5 ud af 5 stjerner får den farvelagte luksusudgave fra forlaget Eudor og bl.a. følgende skudsmål:
“Selve tegneserien handler om Dalila Den Drevne, som snyder hele byen på de sjoveste måder, for at få det job hendes mand havde før han døde. Jeg elskede den måde hun lavede alle de ting hun gjorde. Det var ikke med vold og magt, men hun spillede meget på at folk var godtroende overfor hende, hvilket altid endte galt for de stakkels mennesker. Hun er tegnet så godt og jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke er hoppet ned i Sussis tegneserier før, for den her skriger på at jeg skal læse mange flere af hendes tegneserier. Den har gjort mig meget nysgerrig på hvad hun ellers har lavet og hvad hun vil skrive i fremtiden. Jeg må straks efter denne anmeldelse ind og se om biblioteket skulle have nogle flere af hendes værker. Jeg ønsker virkelig at læse mere af hende.”
Pipalukbooks har placeret Dalila den Drevne på sin liste over de 10 bedste bøger i 2016.
Læs resten af anmeldelsen på Pipalukbooks.
DR Troldspejlets Jakob Stegelmann guider dig til de vigtigste striber fra Danmark, og en af de 5 tegneserier, han mener, du bør læse – eller genlæse – er Sussis “Nofret”.
Se hele Jakob Stegelmanns liste her.
Sussi Bech og hendes ægyptiske tegneserieheltinde Nofret er med på Gl. Holtegaards udstilling om moderne tegneseriekunst og animation, Cool Comics, som åbner fredag. I den anledning bringer Rudersdal Avis et langt interview med Sussi:
“Du er jo født og opvokset i Birkerød. Bruger du nogle gange dine erfaringer eller oplevelser fra lokalområdet i dine tegneserier, f.eks. i Nofret?”
“Ikke så meget i Nofret. Det er mest Egypten, den handler om. Så skulle det være i Eks Libris. Der kunne jeg godt finde på det, ja.”
“Altså nogle historier eller episoder?”
“Nogle typer mest. Altså, Birkerød var jo i min barndom sådan en rigtig kunstnerby, og det er der stadigvæk lidt tilbage af i dag. Det er jo smadder sjovt. Der er f.eks. kunstnernes julemarked, som har været her i snart 40 år nede på Toftevangskolen. Og så er der jo kunstnerbyen, som er en hel række bygninger, hvor kunstnere i gamle dage kunne leje sig ind billigt, og hvor der var kæmpe atelierer med gode muligheder for at lave skulpturer. Der bor min søster faktisk. Man ville godt sådan fremdrive kunstnerånden i Birkerød. Det var sådan en by, hvor man virkelig skabte det nye kunst i 1970?erne. Og det skaber jo også nogle sjove typer, både kunstnerne i sig selv og alle wannabees?ne. Samtidig var der også den lidt velhavende gruppe, som gerne ville være kunstneriske og have de rigtige politiske meninger. Der er mange sjove ting at hente der. Man kunne f.eks. godt bo i sådan et fint parcelhus og have de fedeste møbler fra Bang og Olufsen, og så samtidig have sådan et Che Guevara/Andy Warholsk billede hængende på væggen. Det var Birkerød i min barndom. Det synes jeg er sjovt, og så kan jeg godt tænke, at det skal vi have med i Eks Libris, også selvom, det er 30 år siden.”
Gl. Holtegaard. Foto: Ramblersen/Wikipedia Commons.
