Pressemeddelelse fra Forlaget Eudor:
15. september 2020
I 200-året for Ørsteds revolutionerende opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme udsendte to af Danmarks førende tegneserieskabere, Ingo Milton og Sussi Bech, i samarbejde med Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU Space Institut for Rumforskning, i juni en 80-siders graphic novel om Ørsted.
1. oplag væk på 10 dage
For første gang bliver H.C. Ørsteds liv fortalt som tegneserie, og det har tydeligvis været populært: De første 2.100 eksemplarer forsvandt på 10 dage, og i juli og august kom 2. og 3. oplag. Nu har forlaget Eudor så besluttet at bestille 4. oplag hos trykkeriet.
4. oplag er et såkaldt revideret oplag, dvs. de tre ophavsmænd har foretaget en masse mindre rettelser hist og her i tegneserien og i efterskriftet, som man kan nørde med at finde. Flere af dem er foretaget på baggrund af henvendelser fra entusiastiske læsere. En universitetshistoriker kunne således supplere vores billedtekst på side 67 under Erik Henningsens maleri af H.C. Ørsted, der taler ved Naturforskermødet i Roskilde i 1847; det viser sig, at det slet ikke var Ørsted, men Grundtvig, der talte til naturforskerne dengang, men at Københavns Universitet i 1895 hellere ville have Ørsted som taler, da de bestilte maleriet. Den detalje var sjov at få med.
Et nyt oplag pr. måned
»Vi var godt klar over, at det ville vække opsigt, at H.C. Ørsteds liv for første gang blev omsat til tegneserie og at den ville sælge pænt. Men at interessen fra private købere, boghandlere og skoler ville være så massiv, at der ville blive brug for et nyt oplag om måneden, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os,« siger forlægger Frank Bruun Madsen.
Ørsted har forladt »tegneseriens ekkokammer«
»Mange har bestilt to eller tre eksemplarer, som skulle bruges til gaver. Det er tydeligt, at vi med “Ørsted – Han satte strøm til verden” har forladt tegneseriens ekkokammer og nået ud til et helt andet og større publikum end det, der normalt køber tegneserier. “Ørsted” er en visuel fortælling om en af Danmarks største videnskabsmænd, men også om Guldalderen og København i begyndelsen af 1800-tallet. Det tænder mange på.«
»Det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted«
I bladet Ingeniøren kaldte Jens Ramskov ligefrem “Ørsted” tegneserien »det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted, som jeg hidtil har set«. I tegneseriemagasinet Nummer9 gav historikeren Thomas Ole Brask Jørgensen tegneseriens mix af formidling og underholdning 5 ud af 6 stjerner: »Dansk kultur og åndsliv blomstrer i 1820. Det samme gør den flotte og underholdende livsfortælling om Danmarks måske største naturvidenskabsmand, som for 200 år siden opdagede elektromagnetismen.«