Forlaget prøvetryk af to forskellige scanninger af “Aida Nur”.
Nu udkommer 2. bind af Sussi Bechs Samlede Værker. Det indeholder den komplette udgave af tegneserien “Aida Nur” som 128 siders samlet luksusudgave i hardback.
Udstyret er præcis som 1. bind af Sussi Bechs Samlede Værker, Dalila den Drevne, som Forlaget Eudor udgav efteråret 2016.
Efter “Aida Nur” fortsætter samleserien med Sussis øvrige tegneserier i samme udstyr og format. Der er planlagt foreløbig 7 bind.
28 siders ekstramateriale
Som i Dalila den Drevne afsluttes luksusudgaven med masser af ekstramateriale, bl.a. forhistorien om albummets tilblivelse, interview med Sussi om hendes fascination af Egypten og 1920’ernes opdagelse af Tutankamons grav, hendes egne rejser til Kongernes Dal og hendes første udkast og skitser til seriens figurer.
Der vises også aldrig offentliggjorte klip fra historierne “Macumbagåden” og “Margot og Alistair”, to uafsluttede serier fra 1984, som var den første inspiration til seriens hovedpersoner. Endelig vil efterordet vise en række hidtil upublicerede originalfotos fra Howard Carters arbejde med Tutankamons grav, som den danske konsul Harry Trechouw tog i 1923 under et besøg i Kongernes Dal, og som i dag er i Sussis eje.
Sussi Bechs Samlede Værker 2: “Aida Nur” 128 sider, alle i farver Hardback, stort format 31,5 x 23,5 cm Limhæftet, ægte forsats Kapitælbånd og bogmærkesnor
Herover: Gengivelsen af farverne i “Flugten fra Babylon” sker på basis af Sussis originale farvelægning,
som Forlaget Eudor har fundet frem fra Sussis arkiv.
Tredje bind af Sussi Bechs Samlede Værker, “Nofret – Samlede historier I”, indeholder de første tre album i Sussi Bechs serie om “Nofret” – “Flugten fra Babylon”, “Amons gemalinde” og “Kætterkongens hof”.
Det er Forlaget Eudor, der står bag udgivelsen, der kan bestilles via boghandeler, tegneseriebutikker eller forlagets webshop.
For første gang reproduceres farvelægningen af bind 1, “Flugten fra Babylon”, sådan som Sussi oprindeligt havde tænkt sig den.
Nofrets hudfarve blev armygrøn i Spanien
Reproduktionen af Sussi farvelægning i det første Nofret-album er nemlig skandaløst udført af en reproanstalt i Spanien, som det daværende forlag valgte i 1986, først og fremmest fordi de var billige. At den lave pris havde en årsag, opdagede Sussi (og forlaget) først, da de modtog prøvetrykkene: Alle hudfarver var blevet armygrønne, fordi den blå farve var blevet alt for dominerende i scanningen.
I stedet for at gøre indsigelse overfor spanierne valgte redaktøren at overhøre Sussis protester og sætte en medarbejder til at skrabe farve væk udvalgte steder i den blå trykfilm, så den amatøragtige reproduktion blev lidt mindre synlig for læserne.
Eksempel på områder med armygrøn hudfarve, hvor der ikke er blevet skrabet væk i den blå trykfilm.
Det betød så, at personer med mørk hudfarve nu fremstod med lys hudfarve. Og flere baggrunde, der i Sussis farvelægning var lys gul, fremstod stadig armygrønne, fordi der trods alt var grænser for, hvor meget knofedt man ville ofre.
Flere steder var udskrabningen af farve på den blå trykfilm så lemfældigt foretaget, så en persons ansigt fremstod i hudfarve, mens nakke og arme stadig røbede, hvordan farven ville have været, hvis man havde anvendt spaniernes reproduktion uden at doktorere på den.
Nofret får de originale farver
Men nu er det slut: Heldigvis har Sussi gemt sine originale farvelægninger, så den nye udgave af “Flugten fra Babylon” er skabt ud fra helt nye indscanninger af Sussis originale stregtegninger og farvelægninger.
Luksusudgaven af “Aida Nur” er i hardcover og stort format, der samler alle 92 sider af “Aida Nur”, de originale albums for- og bagsider samt næsten 30 siders interviews, reproduktion af originaltegninger og upubliceret ekstramateriale. Heriblandt den hidtil utrykte serie “Margot og Alistair”, som blev tegnet til hæftet “Stegte Striber” nr. 4 og som var første gang, de to figurer optrådte.
Fra analog til digital produktion
Da “Aida Nur” udkom i 1991-93, foregik al produktion af tegneseriealbums på analog manér
Ugebladet Anders And & Co. var f.eks. akkurat begyndt at eksperimentere med farvelægning på UNIX computere. Og da tidsskriftet Seriejournalen i 1991 interviewede Sussi i anledning af udgivelsen af “Aida Nur”, var bladets Aida Nur-forside også farvelagt på en Macintosh. Simpelthen fordi en scanning var for dyr.
Men det var eksotiske undtagelser fra de rutiner med pen, papir, saks, klister, reprokopier, tryfilm og blåkopier, der gennemsyrede hele branchen til omkring årtusindskiftet.
Bleg sort trykfarve i de oprindelige album
Et eksempel på den blege sorte trykfarve i de oprindelige album – og samme billede efter digital restaurering i Photoshop.
Aida Nur blev farvelagt i hånden med pensel og vandfarve på en blåkopi. Den sorte streg lå på en seperat trykfilm. Når albummene blev trykt med datidens trykmaskiner, kunne der ske fejl flere steder i processen, der ikke var så computerstyret og præcis som i dag.
Det var trykkere, der på gefühl skruede op og ned for de fire trykfarver cyan, magenta, gul og sort. Derfor lider de oprindelige “Aida Nur”-album bl.a. af for lidt sort farve på de sorte flader. Mange steder fremstår den nærmest grå. Det har altid ærgret Sussi.
Det giver nutidens digitale teknik mulighed for at råde bod på. Takket være digital restaurering bliver luksusudgaven af “Aida Nur” faktisk den første udgave, hvor de sorte flader fremstår, som Sussi havde tænkt dem.
Et digitalt løft til den sorte farve
Scanningen foretages i 1.200 dpi, cirka 4 gange så høj opløsning som krævet til tryk. Herefter hentes den ind i billedbehandlingsprogrammet Adobe Photoshop. Med tryllestav-værktøjet vælges nu en farveprøve bestående af så mange områder som muligt, hvor farven burde være sort. Herefter vælges “lignende områder”, dvs. alle flader på siden, der farvemæssigt svarer til farveprøven, indenfor en fastsat tolerance.
Nu er alle de områder på siden, hvor farven burde være helt sort, i princippet valgt. Hverken mere eller mindre. Men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke.
Fordi farvefladerne i scanningen består af albummets trykraster og ikke helt rene farveflader, vil det valgte område mange steder – især i de store sorte flader – bestå af en række usammenhængende områder, der lige akkurat ikke rører hinanden.
Derfor beder man nu Photoshop udvide de valgte områder 1 pixel. Det får i de fleste tilfælde områderne til at “smelte sammen”. En pixel er den mindste måleenhed i scanningen. Dem er der 1.200 af pr. tomme, så vi taler virkelig om hårsbredder og fine tolerancer her.
Valg af prøve med tryllestav – vælg lignende – udvid med 1 pixel – skrump med 2 pixelsFør og efter digital restaurering af den sorte streg – klik for at se i større format.
Det valgte område kan nu udfyldes med en farve, der består af 100% sort og 55% af hver af de tre andre trykfarver. Det man kalder “rich black”, eller mættet sort. I første omgang sker det på et gennemsigtigt lag ovenpå scanningen. Så kan det lige kan tjekkes, at selve stregerne ikke er blevet tykkere. For at sikre yderligere imod det, skrumpes det valgte område med 2 pixels, inden der hældes sort i. Dermed er man sikker på, at den nye sorte streg holder sig indenfor den scannede sorte streg og ikke påvirker Sussis tegning.
Småfejl fjernes også
Småfejl fjernes
Ud over løftet til den sorte streg fjernes også farveklatter og uvedkommende snavs, der skyldes den analoge trykmetode fra 1990’erne. Genudgivelsen giver også lejlighed til at justere et par farvelægningsfejl hist og her.
Den færdige side før og efter digital rastaurering – klik for at se i større format.
“Filmer du nu igen?” plejer at være Sussis standardbemærkning, når hun lejlighedsvis fornemmer, at hendes mand Frank Madsen følger hendes arbejde tæt med kameraet. Alligevel er det siden tegneserien Eks Libris’ start i 2009 lykkedes at lave adskillige videooptagelser af Sussi i gang med den ugentlige stribe til Weekendavisen.
Disse optagelser kobler denne lille artikel sammen med de Eks Libris-striber, der kom ud af anstrengelserne. I kronologisk rækkefølge, naturligvis.
“Det er jo deres kultur!”
Den første stribe handler om, når mennesker trods de bedste meninger og hensigter (eller måske netop derfor) taler forbi hinanden.
Den anden stribe blev til lige efter folketingsvalget i 2011, hvor regeringsforhandlingerne mellem SF, S og R trak ud i ugevis i det sorte tårn på Amager. Hvem skulle være ny kulturminister efter Per Stig Møller? Skulle det mon være …? kunne det tænkes, at …? Finn Sysholm lå i hvert fald vågen. Dette var samtidig den allerførste Eks Libris stribe, hvor Nobelprisen i litteratur blev omtalt. Altsammen emner, der flittigt er blevet vendt lige siden.
I 2011 kom Finn Sysholm hjem fra Bogforum, godt lakket til efter tre dages munter fest i gode venners lag. Selvfølgelig ikke uden skrammer, men med humøret intakt.
Den næste stribe behøver nok ikke nogen nærmere introduktion: Her tegner Sussi den allerførste stribe om Mis med de store kugler – en parodi på børnebogsklassikeren “Mis med de blå øjne” set gennem Biker Bjarnes syge fantasi. Intet under, at forlaget Buch Binders afviste at udgive værket med henvisning til billedbogens trængte situation.
I 2012 markerede vi oprettelsen af tegneserieuddannelsen i Viborg og sendte Biker Bjarne Junior af sted med tornyster, spids blyant og en frodig fantasi for at give sig i kast med den 9. kunstart.
En forfatters største frygt er naturligvis at blive ramt af skriveblokade. Selv for en stor og anerkendt forfatter som Finn Sysholm sker det jævnligt, og han griber desperat efter ethver kur, der kan afhjælpe lidelsen. I 2013 var han blevet hypnotiseret. Men lige meget hjalp det. Tværtimod.
Den endelige tegneseriestribe kan læses i den tredje Eks Libris-bog: “Lotte går i parterapi!” side 11 og ser sådan ud:
The Making of Eks Libris
Den sidste film er en lidt længere produktion fra januar 2016, “The Making of Eks Libris”, hvor Sussi er gået digital med Wacom tegneskærm og vi følger hele processen lidt tættere fra ideskitse til færdig stribe. Striben kan læses i den sjette Eks Libris-bog, “Finn Sysholm går i sort!”, side 31.
Forlaget Eudor har indtil nu udsendt 8 bind med striber fra Sussis og Franks Eks Libris-tegneserie.
Med forlaget Eudors samlede luksushardcover i farver er det faktisk tredje gang, Sussis ungdomsværk “Dalila den Drevne” bliver gjort tilgængeligt for offentligheden.
Denne artikel fortæller om de tre meget forskellige udgaver. Men først Sussis egen beretning om tegneseriens tilblivelse, da hun i slutningen af 1970’erne gik på Birkerød Statsskole hjemme i Birkerød.
De følgende citater er hentet fra det tyve sider lange efterskrift i forlaget Eudors nye udgave:
Skurve-Ahmad, Plage-Hassan og Ali Kviksølv
»I slutningen af 1960’erne udgav Steen Hasselbalchs forlag 1001 Nats Eventyr. Det var første gang, de forelå på dansk i uforkortet form, og det vakte dengang stor opmærksomhed. Jeg begyndte at læse samlingen som teenager i begyndelsen af 1970’erne. Det, der gjorde størst indtryk på mig under læsningen, var ikke de erotiske scener. Det var den grænseløse brutalitet og sorte retfærdighed, der som en selvfølge var en del af i historiernes logik. For slet ikke at tale om nedgørelse af sorte, kristne og jøder og undertrykkelsen af kvinder.
Der er noget sprælsk i mange af eventyrene i 1001 Nat, og jeg morede mig over det blomstrende sprog. At den øverstkommanderende for kaliffens livvagt præsenteres med ordene “Mustafa, gadens svøbe” siger alt om, hvad han er for en person. Også navne som Skurve-Ahmad, Plage-Hassan og Ali Kviksølv taler til fantasien – de to første er udskud, kaliffen forfremmer til højtstående embeder på grund af deres snedige talenter. Sidstnævnte er simpelthen umulig at fange. Den slags var der meget af.
Dalila den Drevne: frygtløse svindelnumre
Jeg var barn i rødstrømpebevægelsens tid. Netop derfor var det naturligt, at jeg faldt for historien om Dalila den Drevne. En dame, der frygtløst kaster sig ud i alverdens svindelnumre for at opnå kaliffens gunst. Dalila og Zainab var to kvinder, der udfordrede magthaverne og satte hele Bagdad på den anden ende med deres initiativ og snedighed. Det facinerede mig, at Dalila og Zainab havde en bevægelsesfrihed i det lukkede, strengt religiøse samfund.
Arbejdet med Dalila strakte sig over tre år. Fra 1977, hvor jeg gik i 2.g på Birkerød Statsskole, til 1980, hvor jeg næsten var færdig med andet år på Skolen for Brugskunst. Den, der i dag hedder Danmarks Designskole. I begyndelsen, mens jeg stadig boede hjemme i Birkerød og gik på gymnasiet, sad jeg i skrædderstilling i mine forældres sofa i stuen. Her tegnede jeg Dalila den Drevne med pen og tusch, mens jeg lyttede til musik fra vinylplader på min fars store stereoanlæg. Det med tegneborde og korrekte arbejdsstillinger var noget, der kom til senere.
Tegnestuen Gimle
I 1980 kom jeg med i den nystartede tegnestue, Gimle, der lå i en baggård i Linnésgade nær Nørreport Station. Det var primært folkene omkring Valhalla-tegneserien, Peter Madsen, Søren Håkansson og Henning Kure, der stod bag. Men Freddy og Ingo Milton var også med om bord. Senere kom Per Vadmand til. Fra da af delte jeg al min tid mellem tegnestuen og Skolen for Brugskunst, som jeg tog afgang fra i foråret 1983.
Henning Kure var dengang ansat som albumredaktør på Interpresse. Han viste interesse for mine tegninger. Men min Dalila-serie var med sine omkring 100 sider for lang til at passe ind i albumformatet. Det skulle dengang pinedød være på 48 sider. Jeg foreslog, at jeg skrev en efterfølger til “Dalila den Drevne”, men med de samme figurer. Det blev til “Zainab”, der blev min officielle debut.«
Første udgave: Føljeton i “Sprint”
1986: Sprint-udgaven
I nogle år henslæbte de 100 sider med “Dalila den Drevne” en kummerlig tilværelse i Sussis arkivskuffer på Tegnestuen Gimle.
På det tidspunkt var to skoledrenge fra Solrød Strand, Gorm Transgaard og Mads Stoumann, flittige gæster på tegnestuen. Mads Stoumann udgav et fanzine om tegneserier. I 1986 startede han også det fotokopierede tegneserieblad “Sprint”, som bl.a. blev solgt via tegneseriebutikken Fantask.
Den altid entreprenante Mads gik på jagt i tegnestuens skuffer. Her fandt han “Dalila den Drevne”, som han fik lov til at bringe som føljeton i sit blad. Denne allerførste udgivelse af “Dalila den Drevne” var i sort/hvid, i A5-format. Den er i dag meget svær at opdrive. “Sprint” lukkede, uden at hele serien nåede at blive bragt.
Anden udgave: “Fra Sussi Bechs Arkiv”
1993: Ultima-udgaven
I begyndelsen af 1990’erne var Stig Ultima begyndt at udgive tegneseriealbum på sit eget forlag. Det var en tid, hvor de to store, danske tegneserieforlag, Carlsen og Interpresse, var blevet fusioneret til ét kæmpeforlag med hovedsæde i Bagsværd.
Hverken Carlsen eller Interpresse udtrykte interesse for at udgive “Dalila den Drevne”. Så da Ultima i 1993 spurgte om lov til at udgive serien som to album i sort/hvid, sagde Sussi ja tak. De to album fik fællestitlen “Fra Sussi Bechs Arkiv” for at vise, at de ikke repræsenterede Sussis kunstneriske niveau i 1993, men var et ungdomsværk. Det var én af bekymringerne, Carlsen og Interpresse havde haft, da de afslog at udgive serien.
Oplaget var 3.000 af hvert af de to bind, og de blev snart udsolgt. Sussi havde tegnet nye forsider til de to album, “Ballade i Bagdad” og “Tyven fra Cairo”. Dem farvelagde hun på computer – noget dengang helt nyt og smart. Sussi havde desuden omtegnet en masse ansigter, figurer og baggrundsdetaljer. Og hun fik endelig taget sig sammen til at tegne seriens to sidste sider, hvor Ali Kviksølv ikke gider hører mere vrøvl og “frier” til Zainab.
De to Ultima-album er i dag en eftertragtet samlerobjekt. Ultima-udgaven fra 1993 koster 1.200 kr. antikvarisk hos Pegasus, et tegneserieantikvariat i Nansensgade.
Tredje udgave: Luksusudgaven i farver!
I 2013 blev seriens 100 sort/hvid-plancher scannet ind. Sussi gik nu i gang med at give serien endnu en overhaling.
Især har Sussi tilføjet baggrunde i farvelægningen flere steder. Bagdads basarer i 2016-udgaven fremstår dermed endnu mere levende end i 1986- og 1993-udgaverne.
»De sidste par år har jeg i ledige stunder farvelagt og digitaliseret hele serien. Så nu kan nye og gamle læsere endelig læse historien sådan, som den fra starten var tænkt – i farver,« slutter Sussi i sit efterskrift til 2016-udgaven, der er den ultimative udgave af “Dalila den Drevne”.
»Der er masser af ungdommelig energi over albummet, og selvom man sagtens kan se, at det ikke er en tegner, der har udviklet sin stil fuldt ud, så er rigtigt mange af de virkemidler og stiltræk, man kender fra Sussi Bechs senere bøger faktisk tæt på at være på plads.« Sådan skriver bibliotekar Michael Lindal Andersen i sin lektøranmeldelse til bibliotekerne.
Sussis tegneserie fra 2007, Egtved Pigen, er nu udkommet som e-bog fra Forlaget Eudor. Den kan købes fra netboghandlere (f.eks. Arnold Busck), fra forlagets e-bogsbutik eller lånes på eReolen.
I Ådalen hersker den vellidte og mægtige høvding Algot over Solens udvalgte folk. Sammen med sin familie ærer Algot Solguden, og takket være rige ofre får dalens bønder hvert år en givtig høst og øget velstand. Men storbonden Vult og hans ærggerrige kone har ambitioner om at forene Ådalens to store familier gennem ægteskab mellem deres søn, Solfin, og Algots ældste datter, Aia. En forbindelse, som en dag skal gøre Solfin til høvding over Ådalen.
Kærligheden kommer på tværs af den magtsyge Vults planer, da Aia forelsker sig i smedelærlingen Ugi, en af de fremmede, som i stadigt større tal har bosat sig udenfor byen. Vult udnytter landsbybøndernes spirende uvilje mod de nye tilflyttere til at piske en stemning op, så de elskende ser sig nødsaget til at flygte ud i sumpene. Sumpene gemmer på en frygtelig hemmelighed, og da hadet først har fået overtaget, er det endegyldigt forbi med freden i Ådalen.
“Egtved Pigen” er en tegneserie fra den danske bronzealder om Egtvedpigen, der døde omkring 1370 f.v.t. Albummet er skrevet og tegnet af Sussi, med udgangspunkt i musicalen Egtved Pigen af Ebbe Kløvedal Reich m. fl.
Sussi Bech og hendes ægyptiske tegneserieheltinde Nofret er med på Gl. Holtegaards udstilling om moderne tegneseriekunst og animation, Cool Comics, som åbner fredag. I den anledning bringer Rudersdal Avis et langt interview med Sussi:
“Du er jo født og opvokset i Birkerød. Bruger du nogle gange dine erfaringer eller oplevelser fra lokalområdet i dine tegneserier, f.eks. i Nofret?”
“Ikke så meget i Nofret. Det er mest Egypten, den handler om. Så skulle det være i Eks Libris. Der kunne jeg godt finde på det, ja.”
“Altså nogle historier eller episoder?”
“Nogle typer mest. Altså, Birkerød var jo i min barndom sådan en rigtig kunstnerby, og det er der stadigvæk lidt tilbage af i dag. Det er jo smadder sjovt. Der er f.eks. kunstnernes julemarked, som har været her i snart 40 år nede på Toftevangskolen. Og så er der jo kunstnerbyen, som er en hel række bygninger, hvor kunstnere i gamle dage kunne leje sig ind billigt, og hvor der var kæmpe atelierer med gode muligheder for at lave skulpturer. Der bor min søster faktisk. Man ville godt sådan fremdrive kunstnerånden i Birkerød. Det var sådan en by, hvor man virkelig skabte det nye kunst i 1970?erne. Og det skaber jo også nogle sjove typer, både kunstnerne i sig selv og alle wannabees?ne. Samtidig var der også den lidt velhavende gruppe, som gerne ville være kunstneriske og have de rigtige politiske meninger. Der er mange sjove ting at hente der. Man kunne f.eks. godt bo i sådan et fint parcelhus og have de fedeste møbler fra Bang og Olufsen, og så samtidig have sådan et Che Guevara/Andy Warholsk billede hængende på væggen. Det var Birkerød i min barndom. Det synes jeg er sjovt, og så kan jeg godt tænke, at det skal vi have med i Eks Libris, også selvom, det er 30 år siden.”
I 2013 blev seriens 100 sort/hvid-plancher scannet ind. Sussi gik nu i gang med at give serien endnu en overhaling.
