Forlaget prøvetryk af to forskellige scanninger af “Aida Nur”.
Nu udkommer 2. bind af Sussi Bechs Samlede Værker. Det indeholder den komplette udgave af tegneserien “Aida Nur” som 128 siders samlet luksusudgave i hardback.
Udstyret er præcis som 1. bind af Sussi Bechs Samlede Værker, Dalila den Drevne, som Forlaget Eudor udgav efteråret 2016.
Efter “Aida Nur” fortsætter samleserien med Sussis øvrige tegneserier i samme udstyr og format. Der er planlagt foreløbig 7 bind.
28 siders ekstramateriale
Som i Dalila den Drevne afsluttes luksusudgaven med masser af ekstramateriale, bl.a. forhistorien om albummets tilblivelse, interview med Sussi om hendes fascination af Egypten og 1920’ernes opdagelse af Tutankamons grav, hendes egne rejser til Kongernes Dal og hendes første udkast og skitser til seriens figurer.
Der vises også aldrig offentliggjorte klip fra historierne “Macumbagåden” og “Margot og Alistair”, to uafsluttede serier fra 1984, som var den første inspiration til seriens hovedpersoner. Endelig vil efterordet vise en række hidtil upublicerede originalfotos fra Howard Carters arbejde med Tutankamons grav, som den danske konsul Harry Trechouw tog i 1923 under et besøg i Kongernes Dal, og som i dag er i Sussis eje.
Sussi Bechs Samlede Værker 2: “Aida Nur” 128 sider, alle i farver Hardback, stort format 31,5 x 23,5 cm Limhæftet, ægte forsats Kapitælbånd og bogmærkesnor
Luksusudgaven af “Aida Nur” er i hardcover og stort format, der samler alle 92 sider af “Aida Nur”, de originale albums for- og bagsider samt næsten 30 siders interviews, reproduktion af originaltegninger og upubliceret ekstramateriale. Heriblandt den hidtil utrykte serie “Margot og Alistair”, som blev tegnet til hæftet “Stegte Striber” nr. 4 og som var første gang, de to figurer optrådte.
Fra analog til digital produktion
Da “Aida Nur” udkom i 1991-93, foregik al produktion af tegneseriealbums på analog manér
Ugebladet Anders And & Co. var f.eks. akkurat begyndt at eksperimentere med farvelægning på UNIX computere. Og da tidsskriftet Seriejournalen i 1991 interviewede Sussi i anledning af udgivelsen af “Aida Nur”, var bladets Aida Nur-forside også farvelagt på en Macintosh. Simpelthen fordi en scanning var for dyr.
Men det var eksotiske undtagelser fra de rutiner med pen, papir, saks, klister, reprokopier, tryfilm og blåkopier, der gennemsyrede hele branchen til omkring årtusindskiftet.
Bleg sort trykfarve i de oprindelige album
Et eksempel på den blege sorte trykfarve i de oprindelige album – og samme billede efter digital restaurering i Photoshop.
Aida Nur blev farvelagt i hånden med pensel og vandfarve på en blåkopi. Den sorte streg lå på en seperat trykfilm. Når albummene blev trykt med datidens trykmaskiner, kunne der ske fejl flere steder i processen, der ikke var så computerstyret og præcis som i dag.
Det var trykkere, der på gefühl skruede op og ned for de fire trykfarver cyan, magenta, gul og sort. Derfor lider de oprindelige “Aida Nur”-album bl.a. af for lidt sort farve på de sorte flader. Mange steder fremstår den nærmest grå. Det har altid ærgret Sussi.
Det giver nutidens digitale teknik mulighed for at råde bod på. Takket være digital restaurering bliver luksusudgaven af “Aida Nur” faktisk den første udgave, hvor de sorte flader fremstår, som Sussi havde tænkt dem.
Et digitalt løft til den sorte farve
Scanningen foretages i 1.200 dpi, cirka 4 gange så høj opløsning som krævet til tryk. Herefter hentes den ind i billedbehandlingsprogrammet Adobe Photoshop. Med tryllestav-værktøjet vælges nu en farveprøve bestående af så mange områder som muligt, hvor farven burde være sort. Herefter vælges “lignende områder”, dvs. alle flader på siden, der farvemæssigt svarer til farveprøven, indenfor en fastsat tolerance.
Nu er alle de områder på siden, hvor farven burde være helt sort, i princippet valgt. Hverken mere eller mindre. Men helt så enkelt er det selvfølgelig ikke.
Fordi farvefladerne i scanningen består af albummets trykraster og ikke helt rene farveflader, vil det valgte område mange steder – især i de store sorte flader – bestå af en række usammenhængende områder, der lige akkurat ikke rører hinanden.
Derfor beder man nu Photoshop udvide de valgte områder 1 pixel. Det får i de fleste tilfælde områderne til at “smelte sammen”. En pixel er den mindste måleenhed i scanningen. Dem er der 1.200 af pr. tomme, så vi taler virkelig om hårsbredder og fine tolerancer her.
Valg af prøve med tryllestav – vælg lignende – udvid med 1 pixel – skrump med 2 pixelsFør og efter digital restaurering af den sorte streg – klik for at se i større format.
Det valgte område kan nu udfyldes med en farve, der består af 100% sort og 55% af hver af de tre andre trykfarver. Det man kalder “rich black”, eller mættet sort. I første omgang sker det på et gennemsigtigt lag ovenpå scanningen. Så kan det lige kan tjekkes, at selve stregerne ikke er blevet tykkere. For at sikre yderligere imod det, skrumpes det valgte område med 2 pixels, inden der hældes sort i. Dermed er man sikker på, at den nye sorte streg holder sig indenfor den scannede sorte streg og ikke påvirker Sussis tegning.
Småfejl fjernes også
Småfejl fjernes
Ud over løftet til den sorte streg fjernes også farveklatter og uvedkommende snavs, der skyldes den analoge trykmetode fra 1990’erne. Genudgivelsen giver også lejlighed til at justere et par farvelægningsfejl hist og her.
Den færdige side før og efter digital rastaurering – klik for at se i større format.
